Hele Lasses liv var mink: Alt det jeg gerne ville er væk nu

For Lasse Nygaard Pedersen har livet som landmand med speciale i mink ikke tegnet sig sådan som han havde forventet og drømt om.

Hele sit voksne liv har 30-årige Lasse Nygaard Pedersen været beskæftiget i minkbranchen. Men hans hverdag og drømme har slået flere kolbøtter de seneste år. 

Han er både stoppet med egen minkproduktion, har indgivet konkursbegæring og nu har hans ansættelse på pelseriet Danpels som bekendt også en udløbsdato. 

"Det er ligesom at blive 16 år igen. Alt det jeg gerne ville er væk nu. Jeg ved ikke, hvad jeg skal, jeg ved ikke hvad jeg kan, og jeg ved ikke, hvad jeg kan bruges til", fortæller Lasse Nygaard Pedersen om, hvordan han har det med situationen nu. 

Men hans forpligtelser er ikke de samme som en 16-årigs, da han nu har en datter. 

"Jeg ved ikke endnu, om vi er nødt til at flytte fra minkfarmen, hvor vi bor. Det vil tiden vise", siger han. 

Speciale i mink

Lasse Nygaard Pedersen er uddannet landmand med speciale i mink, og i årene fra 2015 og frem til 2019 havde han en mindre minkproduktion i lejede stalde. 

Den produktion stoppede han dog i 2019, da det på grund af dårlige skindpriser ikke længere kunne løbe rundt. 

"Jeg ville ikke mere, så jeg stoppede, men det er svært. Alle i minkbranchen ved jo, hvordan det er. Man har givet alt, hvad man kunne", siger Lasse Nygaard Pedersen. 

I 2020 havde han håbet at få solgt de skind, han stadig havde tilbage, men det lykkedes ikke på grund af den lave efterspørgsel igennem året. Nu har har kun ganske få skind tilbage, og tirsdag i denne uge indgav han konkursbegæring. 

Han står tilbage nu med en gæld på et par millioner kroner.

"Det har jeg ingen chance for at betale som almindelig lønmodtager, så på et tidspunkt må jeg også søge om gældssanering", forudser han. 

Håbede fortsat på fremtid i branchen

Efter Lasse Nygaard Pedersen stoppede med selv at have mink, blev han ansat på Danpels. Først som bestyrer på en minkfarm og de seneste par måneder på på pelseriet. 

"Alt det jeg drømte om handlede om noget med mink, og hele mit liv drejede sig om mink", siger han. 

Lasse Nygaard Pedersen var med til at starte Pelsdyr Ungdom, og stort set alle hans venner var inden for minkbranchen. 

"Når jeg kigger på mine venner, så er ni ud af ti tidligere minkavlere. Det var minkene, der bandt os sammen", siger han og er ikke sikker på, hvordan det ser ud i fremtiden. 

"Det er jo ikke sikkert, vi har så meget til fælles, når det ikke længere handler om mink. Det er jo heller ikke sådan, at man har haft tid til en masse hobbyer som minkavler, så vi går ikke lige ned og spiller fodbold eller andre ting", siger Lasse Nygaard Pedersen.

Ikke vild med skolebænken

Lige nu kan Lasse Nygaaard Petersen slet ikke forestille sig, hvad han skal lave fremadrettet. 

"Man bruger jo rigtig mange forskellige kompetancer inden for minkavl, der er både økonomi og strategi og man skal også være lidt opfinder, men hele min uddannelse er jo værdiløs nu", siger han. 

Han forestiller sig, at han nok skal finde noget ufaglært arbejde. 

"Vi skal til at opfinde os selv igen. Hvis der er noget, jeg kan lide, så kan det være jeg skal tage mig en uddannelse inden for det, men det er jo ikke det med at sidde på skolebænken, man elsker allermest som minkavler", siger han. 

"Det var ikke lige det jeg havde forestillet mig i mit voksne liv".

Emneord

coronavirus mink , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle