Hellere solceller end vindmøller som nabo

Af Poul Bech Sørensen,
9550 Mariager

Svend Davidsen skriver om solcelleparker i et debatindlæg i LandbrugsAvisen 16.11. I den forbindelse er det vigtigt at skelne mellem solvarmepaneler og solcellepaneler. Solvarmepaneler producerer som navnet lyder varme, mens solceller producerer el.

Solvarmepaneler skal af gode grunde placeres nær bygninger og byer, hvor der er brug for varme. Solcellepaneler kan derimod placeres, hvor der bor få mennesker, da el er let at transportere over store afstande.

Sol, vind, vandkraft og geotermisk energi er reelt de eneste vedvarende energikilder her på jorden. I Danmark har vi primært satset på vind, men i fremtidens energiforsyning kommer sol til at spille en væsentlig større rolle.

Prisen på solcelleanlæg falder konstant i pris og kan i løbet af to-tre år konkurrere med olie, kul og naturgas på markedsvilkår. Det er derfor positivt, at regeringen lader sol og vind byde på lige fod i de kommende udbud.

Det er mest økonomisk at opstille solcellepaneler i parker. Dette kan udmærket ske på marginale jorder eller i områder udpeget til drikkevandsforsyning. Solcelleparker bliver nemlig hverken sprøjtet eller gødet og må afgræsses af f.eks. får.

Jordejerne kan udleje jorden på attraktive vilkår og på den måde optimere afkastet af deres virksomhed.

Der er strenge krav til antirefleksbehandling af solcellepaneler, og I Danmark må solpaneler på stativer maksimalt have en højde på 3 m. En solcellepark skal være omkranset af 3-rækkers levende hegn bestående af danske hjemmehørende buske og træer i en højde på minimum 3,5 m.

Det betyder, at solcelleparker kan etableres, så de knapt ses i landskabet. Samtidig er de et ”helle” i det intensivt dyrkede landbrug til gavn for flora, fauna, dyreliv og vandmiljø. Tilmed er der ingen støj eller skygger fra et solcelleanlæg.

Personligt vil jeg hellere være nabo til et solcelleanlæg end til 150 m høje vindmøller.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle