Her afregnes osten til 86 kr. pr. kg

Familien Resch i Tyrol lever blandt andet af at lave økologisk ost til 86 kr. pr. kg og udleje ferielejligheder.

Thomas og Elisabeth Resch fra Wörgl i Tyrol har siden 2008 drevet hendes forældres gård, som har været i slægtens eje siden 1783. De har 18 hektar græs og lige så mange køer, og gården er økologisk.

De producerer selv ost. Tre fjerdedele af mælken bruges til at lave ost, og de får ifølge Thomas en god pris på 86 kr. pr. kg. 90 procent af osten, der består af fire forskellige slags hvidskimmelost, sælges til en lokal supermarkedskæde.

De kunne godt sælge endnu mere ost, men de har ingen planer om at ekspandere, blandt andet fordi det vil være meget dyrt at øge arealet. Prisen for at leje jord er 5.000-9.000 kr. pr. hektar, og jord i dalen koster ifølge Thomas 200.000-300.000 euro pr. hektar, eller 1,5-2,2 mio. kr.

Automatisk ostevender

Familien har produceret ost i 20 år, og de har selv lavet alt udstyret. Produktionen er delvis automatiseret, så osten for eksempel automatisk bliver vendt hver halve time.

Ud over mælken og osten har de udlejning af ferielejligheder både sommer og vinter. De har lige tilbygget en fløj med plads til ni gæster, foruden en lejlighed til fire, som de havde i forvejen i det store stuehus, hvor de bor tre generationer under samme tag.

Gæsterne er på kost, og fra spisestuen har de gennem store ruder direkte udsigt til køerne i en rundstald, hvor de bliver fodret med hø i midten. De får desuden besøg af mange, der kommer for at se deres rundstald.

Mælkeprisen er nogenlunde den samme som i Danmark for konventionel mælk, men dertil kommer et økotillæg på 10 cent eller 75 øre. Fra i år er de desuden begyndt at producere mælken som hømælk, og det giver et ekstra tillæg på 5 cent, og dermed kommer den samlede mælkepris op på ca. 3,20 øre pr. kg.

Ud over mælk producerer de også blandt andet æg, okse- og kalvekød, honning, likør, snaps, æblesaft og marmelade, og de sælger gavekurve, hvor folk selv kan bestemme, hvad de skal indeholde.

Hans svigermor Hilda har desuden en nebengesjæft med at sy folkedragter.

»Vi ønsker ikke at være afhængige af støtte,« siger Thomas, der kommer fra Bayern i Tyskland.

Da Thomas og Elisabeth mødte hinanden, arbejdede de begge i en bank.

Hvad er så bedst, at være landmand eller bankmand, spørger de tilrejsende journalister, som er inviteret på pressetur til Tyrol.

»Det er bedst at være her,« siger han.

Faktaboks

Familien Resch

  • 18 køer
  • 18 hektar, heraf 10 lejet
  • 85 kr. pr kg ost
  • Udlejning til feriegæster
  • Æg, kød, honning, likør, snaps, æblesagt og marmelade
  • www.svhwoicherbauer.at

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle