Her er de fire mål i ny strategi for økologien

Økologi skal både være en god forretning for landmanden og bedre for natur, miljø, klima og dyrevelfærd, siger L&F’s nye økologi-strategi.

Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer har lagt en ny strategi for de kommende år, der offentliggøres i dag, mandag.

Strategien gør brug af store ord. Danske økologer skal være verdensmestre i økologi. Samtidig skal økologien være bæredygtig samtidig med, at den skaber gode forretningsmuligheder for L&F’s økologer og samarbejdspartnere, hedder det.

Ifølge Kirsten Lund Jensen, økologichef i L&F, sætter økologisektionen fire overordnede mål.

Markedsadgang

For det første skal Danmark være nettoeksportør af økologi og blandt verdens fem førende nationer målt i eksportværdi.

»Det kræver en vedvarende indsats i Landbrug & Fødevarer, hvor vi hjælper vores landmænd og virksomheder med at få udnyttet det kæmpe potentiale, vi ser for dansk økologi – både på hjemmemarkedet og på de store eksportmarkeder«, siger Kirsten Lund Jensen.

Udvikling

For det andet skal økologiens bidrag til klima, natur, miljø og dyrevelfærd løftes.

»Vi er nødt til at komme videre med de faglige udfordringer, vi står med«, siger hun.
En af dem er den cirkulære bioøkonomi.

»Sammen med resten af det samfundet skal vi have fundet nogle løsninger på, hvordan vi kan få husholdningsaffald og andre restprodukter retur som gødning til de økologiske marker – uden at vi går på kompromis med renheden i de produkter, vi laver«, forklarer Kirsten Lund Jensen.

Højværdi

For det tredje ønsker L&F at Danmark fastholder verdens højeste økologiske forbrugsandel både i detail og foodservice.

»Det kræver, at vi også værner om den høje tillid, der er til vores økologiske produktion og ikke mindst det røde Ø-mærke, som er kendt af alle danskere, og som bliver regnet for et af de mest troværdige mærker, der overhovedet findes«, understreger hun.

Synlighed

Endelig vil Økologisektion skabe viden, glæde og lyst til mere økologi såvel i landbruget som i byen.

»Vi skal sikre opbakning og stolthed i hele samfundet til dét, vi har gang i ude på bedrifterne. Vi skal invitere danskerne ud at opleve økologien på egen krop, og vi skal sikre, at der er viden om økologi til rådighed for alle i samfundet; både børn og voksne«, forklarer Kirsten Lund Jensen.

Dansk økologi kan ifølge L&F’s økologisektion noget, som verden har brug for. Både når det gælder økologi i småskala, og når det handler om højteknologiske løsninger.

»For os handler det om plads til mangfoldighed og respekt for, at der kan være flere veje til bæredygtig vækst«.

Det nye strategi gælder foreløbig frem til 2020.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle