Blandt andet ændres reglerne for omlægningstilskud, så nuværende økologer i 2019 ikke får supplerende støtte til nyomlagte økologiarealer.
Ikke overraskende har den nye vækstplan for økologisk omlægning vakt glæde fra landbrugets parter, herunder især Økologisk Landsforening og L&F, som er meget glade for, at planen sikrer ressourcer til økologitilskud til alle eksisterende økologer og nye, der lægger om i både 2018 og 2019.
Men selvom planen er ambitiøs, så er der især to punkter, hvor den halter.
Der er nemlig lagt op til, at man vil ændre reglerne for omlægningstilskud, så nuværende økologer i 2019 ikke - som nye økologer - får den supplerende omlægningsstøtte til nye arealer, som lægges om til økologi.
Og det ærger begge organisationer.
"Omlægningstilskuddet tjener til at minimere den økonomiske risiko i omstillingsperioden, og det bør også gælde for landmænd, der foretager en gradvis omlægning eller senere udvider produktionen", siger Karen Hækkerup, der bakkes op af Helle Borup Friberg, adm. direktør i Økologisk Landsforening
"Dansk økologistøtte er ikke høj sammenlignet med andre EU-lande, og det er vigtigt, at understøtte både nye økologer og økologer, som vil udvide med nye arealer", supplerer Helle Borup Friberg fra Økologisk Landsforening.
Nødvendigt at investere i fremtiden
Men også på forskning og udvikling, kunne den økologiske vækstplan være endnu stærkere.
"I forhold til forskning og udvikling på økologiområdet, så havde vi gerne set flere indsatser, der rækker lidt længere frem i tiden. Vi ved alle sammen at det er helt centralt at investere i fremtiden, hvis man skal bevare en styrkeposition", siger Karen Hækkerup.
"Men vi håber at man fra politisk side vil kunne bruge planen som inspiration til også at tage endnu bedre fat om disse områder på længere sigt".
Hun bakkes op af Helle Borup Friberg fra Økologisk Landsforening.
"Et kendetegn i dansk økologipolitik har været investering i udvikling af nye økologiske løsninger i mark og stald, samt strategisk udvikling af markedet. Den politik har gjort Danmark til førende økologination", slutter Helle Borup Friberg.