Her yder hver ko 15.000 kg mælk i 40 graders varme

Johannes Laubser har en højtydende malkekvægsbesætning i Sydafrika. Han betragter udelukkende sig selv som manager med vigtigste opgave at have overskud til at se og planlægge, hvor han kan gøre sin bedrift mere effektiv. Artiklen er fra arkivet og publiceret første gang i magasinet KVÆG, 2017.

Af Kirsten Marstal, Informationskonsulent, Seges

»Solen er vores værste fjende, og vi gør alt for at køle køerne ned med sprinklere og ventilator i malkestalden og skygge i stalden.«

Mælkeproducent Johannes Laubser gestikulerer og fortæller ivrigt. Hans bedrift ligger i Western Cape-provinsen i Sydafrika, hvor temperaturen nemt sniger sig op på de 40 grader otte måneder om året.

Han har sagt ja til at fortælle om sin produktion til en gruppe danske kød- og mælkeproducenter, som er på tur i landet for at blive klogere på landbrug under varmere himmelstrøg.

Farm Fair Cape ligger i Western Cape-provinsen i Sydafrika.

 

Johannes Laubser er en stor og glad mand, der tydeligvis er stolt over sin produktion og gerne fortæller om den. Farm Fair Cape, som gården hedder, omfatter 2.500 malkekøer og 3.800 dyr med opdræt.

Farmen producerer dagligt 160.000 kg. mælk og forsyner den store supermarkedskæde, Woolworths i Sydafrika med 80 pct. af deres mejeriprodukter. Han får 2,70 kr. pr. liter mælk.

 

»Vi har hele tiden fokus på kokomfort og tænker konstant i, om der er steder, hvor vi kan forbedre vores system,« fortæller Johannes Laubser.

Omhyggelig udpegning af problemkøer

Farm Fair Cape er en besætning, hvor førstekalvskøerne yder 13.000 kg. mælk og andenkalvskøerne 15.000 kg. For at opnå den høje ydelse, er teknologi og management nøgleord i den daglige drift.

»Hurtig identifikation af sygdom er et stort fokuspunkt, « fortæller Johannes Laubser.

»Det er helt nødvendigt med så mange og højtydende køer. Jeg har køer, der yder 100 kg mælk om dagen, så jeg kan ikke vente på at koen selv viser mig, at den har mastitis,« lyder det.

Han bruger et israelsk system, hvor alle data for hver ko læses ind på pc’en. Der malkes tre gange dagligt, og køerne vejes efter hver malkning for at identificere vægttab.

Brunst, ydelse, vægt og celletal er nøgletal, og han har en fast medarbejder til at tjekke tallene og samspillet mellem kurverne på skærmen, så problemkøerne kan udpeges hurtigst muligt.

Malkekarussellen sætter tempoet

Køerne malkes i hold af 200. Der malkes 400 køer i timen i en karrusel med 64 pladser.

»Jeg foretrækker karussellen, frem for sildebensstalden, hvor det i sidstnævnte er manden, der bestemmer tempoet,« forklarer Johannes Laubser.

Han går meget op i, at malkeudstyret er tip top og har jævnligt service. Der er automatisk backflush, så malkesættet vaskes og desinficeres efter hver ko. Celletallet ligger stabilt på 200.000 – 250.000.

Samme foderration uanset laktationsstadie

Køerne er fordelt på fire stalde. Her fodres de med en 100 pct. TMR-ration, uanset laktationsstadie,
fra en måned efter kælvning frem til goldning.

Der regnes med 27 kg tørstof pr. ko pr. dag. 50 dage før kælvning goldes de. I fem dage går de sammen med kvierne på halm og lidt kraftfoder. Herefter går de otte dage på græs, så keratinproppen lukker af.

Hvis koen har haft højt celletal eller yverbetændelse flere gange i laktationen goldbehandles med  antibiotika. Maks. 20 pct. af køerne goldes med penicillin. Alle behandlinger registreres.

Tre uger før og efter kælvning får dyrene en særlig foderration, og 35 dage efter kælvning er de opadgående i kropsvægt igen.

Kælvningsalder ikke under 24 måneder

Der benyttes kønssorteret sæd på Farm Fair Cape, men kun til 1. inseminering på kvierne, fordi det ellers er for dyrt. Kælvningsalderen ligger på 24-25 måneder. Den må ikke komme under 24 måneder, og på det tidspunkt skal vægten mindst være 550 kg.

»Hvis vi inseminerer tidligere, kan de simpelthen ikke yde det de skal, og så får de også flere  kælvningsproblemer, « mener Johannes Laubser.

Han vil hellere have en 26 måneders kvie end en 22 måneders. Den må aldrig være for ung og veje for lidt. Den må selvfølgelig heller ikke være for fed, og derfor får kvierne havreensilage. Majsensilage er kun til køerne,« fortæller han.

De 2.500 malkekøer er fordelt på fire stalde.

 

Konstant fokus på kokomfort

»Vi har hele tiden fokus på kokomfort,« fortæller Johannes Laubser.

»Vi tænker konstant i, om der er steder, hvor vi kan forbedre vores system,« forklarer han.

»Nedkøling er selvfølgelig et vigtigt fokus i vores klima, men derudover har køerne masser af plads, og de har altid adgang til foder,« lyder det.

Sengebåsene er rene og tørre - underlaget er kompost fra gylleseparering.
På alle gangarealer er der gummimåtter.

»Jeg har importeret nogle måtter fra USA. De var dyre, men de er en god investering. Det er vigtigt at køerne kan gå nemt til og fra malkning,« forklarer han.

Han går desuden meget op i medarbejdernes omgang med køerne. Der skal være en afslappet atmosfære
i stalden - også når køerne går til og fra malkning.

Der må ikke være nogen, der råber og skriger. Derfor bruger han også drivbom på opsamlingspladsen,
så de går frem til malkning stille og roligt.

50 ansatte til 2.000 kr. om måneden

Modsat Danmark er arbejdskraften ikke dyr. Der er da også ansat 50 medarbejdere på gården inklusiv tre piger i huset og tre gartnere.

»Vi bruger kun sort arbejdskraft. Det er stabile folk, som ikke drikker, og vi har folk her som er tredje generation, « fortæller Johannes Laubser.

Han understreger samtidigt, at han altid behandler sine medarbejdere med respekt.

»Det værste der kan ske for en bedrift er hyppig udskiftning af personale, og vi har stort set ingen udskiftning,« forklarer han og tilføjer, at lønnen er ca. 4.000 Rand om måneden, som der ikke skal
betales skat af. Det svarer til godt 2.000 kr.

I slutningen af januar udbetales der bonus, hvis størrelse afhænger af den enkeltes præstation igennem
året. Der stilles fri bolig til rådighed i form af et - ifølge Johannes Laubser - ordentligt værelse på 4x4 kvadratmeter.

Malkerne arbejder 16 timer om dagen og har tre dage fri i træk.

»Mange har familie oppe nord på, og på den måde kan de komme hjem til deres familier, « forklarer han.

Observerer og planlægger

Johannes Laubser er manager med stort M. Han ser det som sin vigtigste opgave at have overskud til at se og planlægge, hvor han kan gøre sin bedrift mere effektiv.

»Jeg kan ikke bruge min tid på at rende rundt og udføre fysisk arbejde. Min opgave er at ansætte de rigtige folk, som er langt dygtigere til deres opgaver end mig. Jeg observerer – det bruger jeg al min tid på.

Jeg sikrer mig, at alle gør deres job ordentligt, er glade, og ved hvad de skal lave,« slutter han.

 

Der er 50 ansatte på gården. Malkerne arbejder 16 timer om dagen og har så tre dage fri i træk.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.