Himmerlandskød øgede slagtningerne endnu engang

Himmerlandskød formåede endnu engang at tage markedsandele fra storebror Danish Crown. Nu starter storstilet udvidelse, så der kan kapres endnu flere kreaturer.

Himmerlandskød fortsætter med at kapre markedsandele på det danske marked for kreaturslagtninger.

I 2019 slagtede Himmerlandskød lige knap hver fjerde kreatur herhjemme med i alt 103.000 dyr. Dette blev i 2020 øget til 110.000 dyr. Stigningen kommer, selv om det private slagteriselskab gennem flere år har meldt, at der var "fuldt booket" på slagtekrogene.

"Vi er glade for, at vi fortsat har en positiv tilgang af dyr. Med væksten sidste år slagter vi nu 26 procent af de danske kreaturer", fortæller adm. direktør Lars Andersen.

Når der blev plads til flere dyr, skyldes det opgraderinger af de forskellige slagterier i koncernen. Lige nu bygges der i Farsø for 30 mio. kr. for at udvide opskæringsfabrikken.

For bare to år siden lå slagtetallet på 100.000 dyr årligt.

Skal bygge for over 250 mio. kr.

Snart venter dog det suverænt største projekt, som Lars Andersen har været med til i sine 40 år i slagteribranchen.

Sidste år meldte Himmerlandskød, at selskabet skal investere "flere hundrede millioner kroner" i et spritnyt slagteri i Aalestrup. En markant beslutning her i landet, hvor der kun er bygget tre nye slagterier fra bunden de seneste 50 år.

Anlægget skal kunne tage mellem 150.000 og 160.000 dyr årligt, hvis kapaciteten udnyttes maksimalt.

Med så stor kapacitet, der skal stå klar fra efteråret allerede næste år, forventer Lars Andersen at fortsætte med at tiltrække flere leverandører end de godt 2.800 landmænd, der sendte kreaturer til slagt sidste år i det nordjyske.

Corona pressede afsætningen

Omsætningen for Himmerlandskød steg fra 857 mio. kr. i 2019 til 889 mio. kr. Heraf skabes langt den overvejende del af omsætningen, nemlig 700 mio. kr., i Danmark.

Fremgangen endte også på bundlinjen, hvor der før skat lå 38,9 mio. kr. tilbage i 2020 - en fremgang fra 30 mio. kr. året før.

"Vi blev udfordret af corona, men vi har formået at styre os igennem ved at finde nogle forskellige nicher at levere til", siger Lars Andersen.

"Dyrene har jo været billigere på grund af corona. Derfor er det mere antallet af dyr, man skal fæstne sig ved", mener han.

Målt i samlet afregning per kilo viser det sig dog ved et ekstra tjek, at "kiloprisen" ikke faldt mere end 22 øre.

"Det kom faktisk bag på mig at forskellen ikke er større", forklarer Lars Andersen om den samlede afregning på 21,57 kroner per kilo i 2020 mod niveauet på 21,79 kroner per kilo året før.

- I foråret måtte I og andre slagterier lægge de dyre udskæringer som mørbrader og lignende på frys, fordi de ikke kunne sælges. Hvordan er det gået under vinterens nedlukning?

"Der ligger lidt på lager, men hvis du kigger i regnskabet, så havde vi for 15 mio. kr. året før, mens der ligger 23 mio. kr. i år. Så det er ikke rigtig nogen forskel. Ikke noget, der kan ryste os", siger Lars Andersen og tilføjer:

"Vi har nogle af de dyrere produkter på lager. De venter på bryllupper og konfirmationer, men størrelsen på lageret i forhold til vores omsætning er jo ikke kritisk".

Egne huder blev liggende

Efter flere års tovtrækning med Danish Crown om det fællesejede hudeselskab Scan-Hide gik Himmerlandskød solo sidste år med et nyt salgs-samarbejde med det skandinaviske Norilia.

Faktisk med præcis dato fra marts 2020, hvor coronaen slog til med orkanstyrke.

"Vi begyndte jo med eget hudeselskab netop den dag, hvor hudehandlen gik i stå i Europa. Efter det begyndte at lysne igen, har vi fået rettet op på det og er kommet ud af året uden skrammer. På den måde har det været det rigtige for os at starte op med", mener han.

Forventer stigende afregning

Selv om noteringen til landmændene "kun" faldt 22 øre per kilo samlet set over året, mener Lars Andersen, at der må være grundlag for en stigende notering i 2021.

"Vi har sat dem op i år. I uge 7 hævede vi alle priser med 20 øre. Men min klare forventning er da, at når tingene begynder at åbne, at priserne skal op", konstaterer han.

Himmerlandskød tæller 195 medarbejdere.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle