Himmerlandskød misbrugt i dansk kødskandale

En leverandør til Meyer har pakket og mærket brasiliansk oksekød som kød fra det private slagteri Himmerlandskød. Nu afventer Himmerlands direktør et møde med sin advokat for at diskutere, om det skal have retslige konsekvenser for leverandøren.

Hos Meyers, der efterhånden har udviklet sig til et madimperium af de større, stod kunderne på nytårsaften over for en særlig madoplevelse med tournedos af dansk oksemørbrad fra Himmerlandskød, hvor dyrevelfærd er i højsædet.

Men virkeligheden var bare en anden. For leverandøren til Meyers, den danske virksomhed Genz, havde pakket brasiliansk oksekød og mærket det med dansk mærkat. Det betød, at en del af aftagerne af Meyers nytårsmenu fik kød fra Himmerland som lovet, mens resten fik et brasiliansk stykke kød under dække af, at det reelt var kød fra Himmerland.

Ifølge Fødevarestyrelsens kontrolrapport har Genz solgt mindst 684 kg. udenlandsk kød som værende dansk kød. Det førte til en skarp kritik af virksomheden, en række påbud og en bøde på 22.500 kr. Derudover skulle virksomheden også oplyse sine kunder om, at der var blevet solgt udenlandsk kød under dække af, at det var af dansk oprindelse.


"Det er vores navn, der bliver ødelagt"

Og hos adm. direktør og ejer i Himmerlandskød Lars Andersen, er sagen ikke bare en mindre petitesse.
”Det er ligegyldigt, hvor mange tournedoser, der er tale om, for problematikken er, at vores navn bliver ødelagt, eftersom det er vores navn, der er efterspørgsel på", siger Lars Andersen, adm. direktør og ejer af Himmerlandskød A/S.

"For det første vildleder man jo forbrugeren med vilje, og hvis nu kødet har været sejt, og kunden får en dårlig oplevelse, så skælder han eller hun jo ud på Himmerlandskød. Det er jo et stort problem for mig, for det er mig, der lægger navn til den her sag".

”Vi slagter og opskærer jo kun danske dyr, og det har vi fået et fint navn ud af og forbrugerne er glade for vores produkter. Det der sker her er, at forbrugerne efterspørger vores produkter, og så kommer der en anden vare fra Brasilien, som nogle har solgt i metermål. Det er jeg mildest talt ikke det mindste tilfreds med”, siger Lars Andersen.

Han fortæller, at han først fandt ud af kødsvindlen i forgårs og derfor ikke har det fulde overblik over sagens omfang, eller hvilken betydning det har fået for Himmerlandskød.

”Det er jo det samme, som når folk køber kopimøbler. Det kan godt være, at en kopi af Svanen-stolen er lige så flot og af samme kvalitet som den ægte Svanen-stolen – men det er altså bare ikke Svanen”, siger han og fortæller, at han ikke vil sidde kødfuskeriet overhørig.

”Inden længe samles vi med bestyrelsen og vores advokat, og der tager vi stilling til det videre forløb. Vi skal tale om, hvordan vi tackler det, og om det ender med et retsligt opgør, viser sig efter mødet”.

”Det er drønærgerligt over for den danske landmand, når nu det danske kød er efterspurgt. Det er jo konkurrenceforvridende, og det er klart, at vi kommer i klemme, når vi kun har det danske kød, som er produceret i Danmark til en pris, der ligger over de udenlandske”.

Genz-direktør er på ferie

LandbrugsAvisen.dk har forsøgt at få fat på adm. direktør hos virksomheden Genz, Henning Christensen, men han er på ferie. Til Ekstra-bladet nægtede han dog i går at stille op til interview, men forklarede, at Himmerlandskød ikke kunne levere den mængde kød, som Meyers havde bestilt.

Men adm. direktør hos Himmerlandskød siger, at det er en lodret løgn.

”Det er ikke rigtigt. Vi er ikke blevet spurgt, om vi kunne levere en konkret mængde. Og samtidig siger han også, at det ikke var muligt at levere en stor nok mængde dansk kød – men der er jo også forskel på dansk kød og så vores kød fra Himmerland. Det er jo vildledning af forbrugeren, når Meyers’ nytårsmenu specifikt skriver, at det er med kød fra Himmerland", siger Lars Andersen.

På virksomheden Genz hjemmeside fremgår det af en skriftlig meddelelse, at virksomheden beklager den forkerte mærkning af et parti oksekød.

”Vi modtog i efteråret 2017 en ekstraordinær stor ordre på Himmerlands-oksekød fra en vigtig kunde. På det tidspunkt var det ikke muligt at skaffe så store mængder dansk kød. Vi supplerede derfor ordren med sydamerikansk kød i en endnu bedre og dyrere kvalitet, men uden at gøre kunden opmærksom på det”, skriver adm. direktør Henning Christensen.

”Som direktør vil jeg gerne understrege, at det skulle vi naturligvis have håndteret helt anderledes. Det var en dum og forkert beslutning, som jeg på firmaets vegne stærkt vil beklage. Vi har eftefølgende været i kontat med den berørte kunde, som er helt uden skyld i sagen og undskyldt over for dem”.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle