Hjertemælk: Her er Arlas tillæg til ny ordning

"Vi må gå ud fra, at det vil være en god forretning", mener Steen Nørgaard Madsen fra Arla om ny statslig dyrevelfærdsordning.

Den nye hjertemælksordning står klar fra april. Og nu offentliggør Arla sine forventninger til, hvordan tillæggene for de forskellige antal hjerter vil blive.

De seneste måneder har mejeriselskabet internt blandt andelshaverne forsøgt at rekruttere producenter til de forskellige niveauer af dyrevelfærd, som den nye, statslige ordning definerer. Men hidtil har mejeriet ikke ønsket at oplyse priserne.

Tillæggene for hjertemælk er på 0,25 eurocent/kg for et-hjertet mælk. Hjerte 2 mælk står til at få 1 eurocent oveni per kilo, fortæller bestyrelsesformand i Arla og formand for det danske landeråd, Steen Nørgaard Madsen.

Han ser frem til ordningen, som han vurderer vil bringe indtjening med sig.

”Vi går ud fra, at det vil være en god forretning, når hjerteordningen lanceres. Det er forventningen. Men vi er nødt til at prøve det af. Det er ikke ukendt, for gris og fjerkræ har det jo allerede. De synes, at det er ok”,  siger Steen Nørgaard Madsen.

”Der er nogle muligheder, og dem skal vi prøve af”, siger han om det, at mælk og andre mejeriprodukter fremover kan kvalificere sig til statslige hjerter på kartonen, hvis der leves op til målsatte krav om ekstra plads, afgræsning og ko/kalv-samvær.

Er i færd med at rekruttere

Ordningen er nu godkendt af EU og Fødevarestyrelsen har udstedt bekendtgørelsen. Allerede i  januar satte Arla to velfærdshjerter på Arla Øko serien.

De to velfærdshjerter vil i andet kvartal komme på Arla24 og samtidig forventer Arla at sætte tre velfærdshjerter på sin Essens-serie.

Netop nu søger Arla stadig producenter, der vil leve op til de nye velfærdskriterier.

”Vi vil se, om vi kan finde et par hundrede millioner kilo mælk til hjerte 2. Og lidt mere, når det gælder hjerte 1. I første omgang er det drikkemælk”, siger Steen Nørgaard Madsen.

Den danske drikkemælk er non-GM og danske andelshavere har mulighed for at levere til ordningen og få tillæg for dette.

”Hvis der er nok af dem, der har non-GM, så vil det i første omgang være dem”, forklarer Steen Nørgaard Madsen.

”Men vi har spurgt alle, om de vil være enten 1 eller 2-hjertet. Alle kan melde sig, og så må vi tage den derfra. Der kan både være for få og for mange, der melder sig”.

Hvis der bliver overtegnet på hjerterne, vil Arla vælge de producenter, hvor indhentningen til mejeriet er mest økonomisk og praktisk, melder formanden for de danske producenter. Netop denne fremgangsmåde har i flere omgange været kritiseret af den danske forening for mælkeproducenter LDM.

Opdateret kl 8.53. Vi havde fejlagtigt skrevet, at ordningen fortsat lå til godkendelse i EU. Her er den dog godkendt.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle