Hobbyavler sælger kvægbesætning af frygt for ulve: Kalvene skal ikke være ulvefoder

Selvom der ikke findes klare beviser for, at Lone Hansen og hendes families kalve er blevet angrebet af en ulv, så er frygten hos kvæg- og hesteholderen stor og møntet på rovdyret, der er blevet set i området flere gange.

Lone Hansen og familien er hobbyavlere og vil sælge deres otte Galloway køer, som ellers har naturplejet områderne ved Skallerup klit.

Det vil hun efter, at to kalve er forsvundet sporløst i løbet af de sidste par måneder.

”Vi har haft kvæg i syv år, og der er aldrig sket mystiske ting før. Vi kan se, at køerne har født, og vi har ledt overalt for at finde kalvene men uden held”, fortæller Lone Hansen.

I den seneste tid er der blevet spottet flere ulve i området nær Skallerup Klit. Et stykke nordpå i forhold til området ved Herning, der i løbet af året har fået tilnavnet ”Ulvezonen”.

Om det er en sulten ulv, der er gået på jagt i Lone Hansens kvægbesætning, vides ikke med sikkerhed.

Men Lone selv er i hvert fald sikker på, at noget er galt, som hun ikke selv kan styre.

”Ja, jeg tror, at det er ulveangreb, men vi kan ikke bevise det. Vi kan ikke engang bevise, at der er ulv her på grunden, fordi vi ikke har billeder af den”, siger hun og fortsætter:

”Så der er nok nogen, der synes, at det er pjat, og at man farer for meget op over det. Men jeg har det ikke godt med at lade dyrene gå derude, hvor de ikke er beskyttet”.

Naboerne i nærområdet har spottet ulv flere gange tæt på Lone Hansens bolig, hvor også hendes heste går.

”To af dem som har spottet ulven er jægere, så det er nogen, der vil kunne kende forskel på en ulv og en hund. Derfor er vi ret sikre på, at den er i området”, forklarer hun.

Ser spøgelser

Ud over de to forsvundne kalve så har Lone Hansen også fået to dødfødte kalve i løbet af de sidste par måneder.

”Måske er man lidt paranoid på grund af frygten for ulven, men det er i hvert fald mystisk, at vi på så kort tid har fået to for tidligt fødte kalve, når vi aldrig har fået det før”, siger Lone Hansen, der tænker, at en ulv, som trænger ind til køerne, måske har gjort udslaget.

”Måske har ulven kredset om køerne og stresset dem, så det har udløst en for tidlig fødsel, men det er som sagt ikke til at vide med sikkerhed”, fortæller hun.

Hestene foler i stald

Lone Hansen driver til daglig Skallerup Ridecenter. I sammenhæng med ejendommen har hun og familien selv flere islandske heste.

Men det er efterhånden blevet med sved i håndfladerne, at Lone må lukke porten op til folden for hestenes føl.

”Jeg tør simpelthen ikke have de nyfødte heste på græs længere. En islænder foler normalt udenfor. Lige før daggry og så går der lidt tid, før sådan en lille hest kommer på benene”, fortæller Lone Hansen, der førhen lod de nyfødte heste være ude fra starten.

”Nu lukker jeg dem ikke ud, før jeg tænker de er store nok, til at kunne løbe ordentligt og hurtigt. Det er en rigtig træls måde at gøre det på, hvis jeg skal være helt ærlig”, kommer det fra hende.

På trods af frygten vil hun alligevel beholde hestene, om end det bliver med væsentligt mere beskyttelse end tidligere.

”Vi spiser jo køer, så vi har ikke det samme tætte forhold til dem. Det er noget andet med hestene, vi går op og ned af hver dag. Det betyder noget andet, og jeg ville være utroligt ked af at have mistet et føl til et rovdyr”, siger hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle