Holddrift og rutiner giver masser af mælk hver time

Anders Nørgård producerer langt flere kg mælk pr. arbejdstime end sine kolleger. Årsagerne er primært holddrift og faste rutiner.

Der er ikke meget, hvis overhovedet noget, spildtid hos Anders Nørgård, Nørgård Agro I/S ved Holstebro.

For Anders Nørgård har gjort det til en af sine stærke discipliner hele tiden at trimme arbejdsgangene, evaluere rutiner og tænke nye tanker om, hvordan et stykke arbejde kan gøres lettere og måske også hurtigere.

Gevinsten er, at han producerer næsten dobbelt så meget mælk pr. arbejdstime i forhold til sine danske kolleger. I det seneste års tid har Anders Nørgård produceret 721 kg EKM pr. arbejdstime, hvilket er langt mere end de 381 kg EKM pr. arbejdstime, som er beregnet af den danske afdeling af European Dairy Farmers.

Hold og flere hold

Når Anders Nørgård præsterer så højt, skyldes det bl.a., at malkerobotter klarer malkningen. Derved sparer den nordvestjyske mælkeproducent ti timer pr. årsko i forhold til kollegerne, som malker køer i malkestald.

Den udprægede holddrift, hvor dyr flyttes systematisk og følges ad i homogene grupper, giver også mindre arbejde, mener Anders Nørgård.

»Vi flytter store hold dyr på faste tidspunkter, og det sparer man meget tid på. Vi kan også fodre mere præcist, når dyrene er skarp grupperet efter alder«, fortsætter han.

Holddrift praktiseres allerede fra i kalvestalden, hvor kalvene starter i enkeltbokse og samles i grupper af otte. De tildeles mælk i sutteflasker, to gange fire liter dagligt, og sutteflasker fyldes og vaskes centralt i et kalvekøkken.

»Vi efterligner det, som mange amerikanske mælkeproducenter gør. Det er hurtigere at fylde flasker og aflevere dem i en lang række end at skulle slæbe mælk ud til hytterne og dosere. Og vi får et godt indblik i, hvor meget mælk hver kalv drikker«, lyder flere af fordelene i følge Anders Nørgård.

Goldkøer i ugehold

Ugedrift i goldkostalden har Anders Nørgård også praktiseret i en længere periode med god succes. Køerne følges ad i goldperioden og ’kælver sammen’, hvorefter boksen tømmes for dybstrøelse og et nyt ugehold lukkes ind.

Goldkøerne går i sektioner i en ældre halmlade og flyttes til kælvningsafdelingen ti dage før forventet kælvning. Anders Nørgård tilstræber 15 kvadratmeter dybstrøelse pr. goldko.

Faktaboks

  • Nørgård Agro I/S, Holstebro
  • 776 årskøer
  • 11.425 kg EKM/ko
  • Fire-fem ansatte. Driver også markbrug på 465 hektar.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.