Hollandsk chauffør sigtet: Svin var døde af varme

En svinetransport på vej fra Frankrig til Tyskland blev tirsdag stoppet med døde grise i lasten pga. ekstrem varme og for lidt vand.

Herhjemme er lange dyretransporter indstillet i heden, men i Tyskland blev en hollandsk chauffør tirsdag stoppet med døde grise i lasten.

En bilist havde lagt mærke til, at alt ikke var, som det skulle være i svinetransporten, der hurtigt blev stoppet af politiet nær Wuppertal i det vestlige Tyskland, skriver tyske Bild.

Det viste sig, at svinene var løbet tør for vand og med en målt temperatur på 41 grader i vognen, var forholdene så kritisable, at chaufføren endte med at blive sigtet af politiet.

Brandvæsenet kom til stedet og kølede de tørstige svin med rigeligt vand, skriver det tyske medie.

Det var dog for sent for tre svin, der var døde af hedeslag allerede.

Dyrene var hentet i Frankrig og skulle afleveres i Tyskland.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle