Hollandsk mælkerival sænker mælkeprisen for anden måned i træk

Mens Arla fastholdt mælkeprisen for april, sænker hollandske FrieslandCampina den nu for anden måned i træk.

Mælkeprisen til de hollandske andelshavere i FrieslandCampina falder med 9,3 øre per kilo fra onsdag, når måneden skifter til april.

Det fremgår af en opdatering fra det store mejeriselskab, der anses som Arlas hovedrival, når det gælder mælkeprisen.

Det er anden måned i træk, at FrieslandCampina sætter mælkeprisen ned.

Dermed haler Arla ind på ærkerivalen, idet Arla sidste uge meldte, at man fastholdt mælkeprisen for april, trods stor uro på de interationale markeder.

Hollænderne opgiver negativ markedsudvikling som årsagen til sænkningen. Allerede i begyndelsen af marts fortalte topchef i FrieslandCampina Hein Schumacher, at corona-virus ville sænke indtjeningen i 2020. Om den hærgende virus-sygdom er årsagen til sænkningen fremgår dog ikke af meddelelsen.

Indsnævrer gabet

FrieslandCampinas såkaldte garantipris lander for april på 260,75 øre per kilo - svarende til 35 euro per 100 kilo. Prisen kan ikke direkte sammenlignes med Arlas mælkepris, idet der er forskellige i værdistoffer, efterbetaling, konsolidering og også fradrag for størrelse og indtransport.

Gabet er dog indsnævret mellem de to andelsselskaber, efter FrieslandCampina i flere år har ligget komfortabelt over Arla, når det gælder selskabernes vigtigste finansielle parameter - prisen til andelshaverne.

Derudover er de to mælkepriser dannet efter vidt forskellige metoder. FrieslandCampina opererer med en "forventet" mælkepris, hvor man bruger mælkepriser fra andre mejerier, herunder Arla, til at danne forventningen for den kommende måned. Derimod bygger Arlas mælkepris på de allerede opnåede resultater i forretningen.

I sænkningen indgår en tilbagerettet korrektion på knap 5 øre på mælkeprisen, fordi mælkepriserne hos de referenceselskaber, som FrieslandCampina bruger i sin prissætning, har været lavere end forudsat.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle