Hollandske økologer i fælles indsats: 10 pct mindre mælk holder pris stabil

180 andelshavere i EkoHolland har trådt på bremsen og leverer mindre mælk i coronakrisen. Derfor kan mælkepris holdes stabil, melder formand.

180 økologiske andelshavere i EkoHolland er lykkedes med en strategi om at reducere mælkeindvejningen under coronakrisen markant.

Det melder selskabets formand René Cruijsen til det hollandske landbrugsmedie Melkvee.nl.

For maj falder selskabets mælkepris nemlig "kun" med 4,5 øre per kilo til nu 3,65 kroner per kilo. Det kunne have været meget værre, fortæller formanden.

EkoHolland havde nemlig beregnet, at faldet i værste tilfælde kunne have været helt oppe på 18,6 øre per kilo.

Meldingen til mælkeproducenterne var for en måned siden, at alle burde lægge mest mulig dæmper på mælkeproduktionen.

EkoHolland mærkede nemlig tydeligt corona-krisens indvirkning på salget, til især den lukkede cateringindustri - og selskabet frygtede, at man ville blive nødt til at nedklassificere en del af økomælken til konventionelt salg - til en spotpris på 1,71 kroner per kilo.

"Det fungerer godt, vi har cirka 10 procent mindre mælk", udtaler René Cruijsen og tilføjer, at nu passer indvejningen til salget.

"Jeg er stolt af vores andelsselskab. De burde have gjort det samme i den konventionelle sektor", udtaler han med henvisning til det store hollandske andelsselskab FrieslandCampina, der måtte sænke sin maj-afregning med hele 15 øre per kilo til såvel økologer som konventionelle.

Henstillingen om at begrænse indvejningen sker midt i økologernes normale højsæson for mælk. Formanden håber, at en genåbning af restauranter fra 1. juni vil betyde, at der igen bliver solgt mere økologisk is og pizza med ost på i de store byer, så landmændene igen vil kunne producere frit.

EkoHollands mælkepris kan ikke direkte sammenlignes med danske priser, idet den er angivet uden moms, og der heller ikke er taget forbehold for eventuelle tillæg, fradrag og efterbetaling.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle