Hollandske mælkeproducenter er vrede: Har otte krav til mejeriselskab

De hollandske mælkeleverandører hos FrieslandCampina er vrede, og har startet en underskriftsindsamling blandt andelshaverne med otte krav til selskabet. 2000 har allerede skrevet under.

De går efter 8000 støtteerklæringer, og har de 2000 i hus allerede.

Vrede andelshavere og mælkeleverandører hos Arla-rivalen FrieslandCampina har udarbejdet et skriv, hvor de kræver store ændringer i selskabet, som efter deres mening er alt for politisk og grøn. Det skriver De Telegraaf.

Kravene er et initiativ fra flere medlemmer, der er gået sammen i gruppen "Bezorgde Friesland Campina Boeren Group (BFCB)". Luc Hemmelder, en af landmændene i BFCB, fortæller, at de allerede i sidste uge havde samlet over 2000 støtteerklæringer fra medlemmerne på kun én dag. Det skriver det hollanske medie Boerderij.nl.

FrieslandCampina har mere end 18.000 medlemmer i Holland. Allerede sidste år gik næsten 400 medlemmer dog i utilfredshed over til konkurrenten Royal Aware.

Kræver fast mælkepris

Et af kravene er, at CDA-politikeren Hester Maij, der tiltrådte bestyrelsen for lidt over en måned siden, går af igen. Landmændene mener ikke, at hun er troværdig, fordi hun har været involveret i Natura 2000-projekter, som andelshaverne ser som en hindring for at nedbringe kvælstofmængden.

Derudover er et andet krav, at mælkeselskabet stopper samarbejdet med Natuurmonumenten, der vil have gennemført at landmændene har 20 procent naturområde på deres gårde.

Et tredje krav er, at den garanterede mælkepris forbliver den samme. Det er et kontra til den tidligere udmelding fra selskabet, der ønsker at sænke prisen, fordi man mener, at man udbetaler en for høj pris i forhold til konkurrenterne (eks. Arla). I stedet vil man give et tillæg for eksempelvis bæredygtig produktion.

Gruppen ønsker også afskaffelse af deres såkaldte 'medlemsråd', og resten af kravene går blandt andet på andelshavernes stemmeret og andre detaljer angående mælkeprisen.

Hvis andelshavernes krav ikke bliver hørt, vil medlemmerne ikke længere støtte op om bestyrelsen, siger de.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle