Lille stigning i overtrædelser, når øko-kontrollen banker på

Langt hovedparten af de økologiske landmænd har styr på reglerne. Desværre ses en fortsat lille stigning i overtrædelser på den årlige økologikontrol. Det viser nye tal fra Landbrugsstyrelsen.

I 2018 udførte Landbrugsstyrelsen 4.044 kontroller af økologiske landbrug rundt om i landet. Langt hovedparten af de økologiske landmænd har styr på reglerne, når kontrollørerne fra Landbrugsstyrelsen banker på, men der er fortsat en lille stigning i overtrædelser.

Det viser nye tal fra Landbrugsstyrelsen.

Ud af de 4.044 kontroller var 95 procent varslet på forhånd og kun 5 procent var uvarslet. Af de varslede kontroller var der fejl i 12,5 procent - det vil sige i omkring 505 sager. Ved de uvarslede kontroller var der en overtrædelsesprocent på 17,9.

Det er stort samme niveau som i 2017.

"Vores kontrol i 2018 viser, at langt de fleste økologiske landmænd har rigtig godt styr på reglerne. De overtrædelser, vi finder, drejer sig ofte om, at den årlige indberetning enten mangler eller er mangelfuld", siger teamleder i Landbrugsstyrelsen Inger Løn.

De overtrædelser, der oftest ses hos de økologiske landmænd, drejer sig om problemer med landmandens regnskaber og mangelfuld dokumentation for den økologiske produktion.

I de fleste af de kontrolsager, hvor der blev konstateret en overtrædelse, fik økologen en indskærpelse, hvilket er den mildeste sanktion, som gives ved mindre alvorlige fejl.

Landbrugsstyrelsen vil nu gå i dialog med erhvervet om, hvordan overtrædelseskurven kan knækkes samt bruge disse nye oplysninger til at målrette information til økologerne om, hvordan overtrædelserne kan undgås.

Faktaboks

Kontroller

  • Alle autoriserede bedrifter får mindst ét årligt kontrolbesøg, hvor Landbrugsstyrelsen kontrollerer hele den økologiske bedrift for at sikre overholdelsen af reglerne for økologisk produktion.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle