Husholdningslærerinde: Landmænd er for sløve til at ramme »bælgfrugtsegment«

Landmænd kan udvikle nye, givtige produktioner til at dække efterspørgslen på plantebaseret mad.

De helt unge og dem i København har allerede droppet kødet – i hvert fald de fleste dage. Mange andre følger med i lavere tempo.

Danskerne spiser mindre kød end før, og det er en tendens, der vil brede sig. I 2010 spiste 3,8 procent af danskerne vegetarisk halvdelen af dagene. I 2017 er tallet steget til 8,2 procent.

Ifølge en analyse fra Landbrug & Fødevarer svarer 25 procent, at de gerne vil spise mere grønt. Det siger Trine Krebs, husholdningslærerinde og partner i Frugtformidlingen, der holdt indlæg på årsmødet i L&F’s økologisektion torsdag.

»Det har været en lang sej kamp, at få folk til at spise bønner og broccoli med glæde. Men der sker meget, og det går rigtig stærkt. Plantebaseret protein kommer til at gå rigtig stærkt«, siger hun.

Kan overleve

Ifølge Trine Krebs, der selv er vokset op på et konventionelt landbrug, går det langsomt med at få landbruget til at producere nogle af de grønne fødevarer, der er ved at blive populære. Dermed går man glip af en indtjeningsmulighed. Måske på grund af skepsis fra landmændene selv over for det grønne.

»Min mand siger, at jeg skal sige, at man kan godt leve af plantebaserede proteiner. Og han er murer«, tilføjede hun.

Forbrugerne vil gerne spise øko og dansk, men mange plantebaserede ting er ikke fra Danmark.

»Der må være et spændende bælgfrugtsegment derude, I kan udnytte«, siger hun.

Restauranter går foran

De restauranter, der vil noget, satser mere og mere på en plantebaseret diæt. De fortæller det ikke rigtigt, de gør det bare. Det handler altså ikke bare om at kunne sidde og snakke om, at man er vegetar. Ifølge Trine Krebs er den nye tendens, at folk går over til planter uden at kalde sige noget særligt – ikke engang flexitar.

Hun peger på, at Comwell har nedjusteret kødmængden på deres buffet uden en eneste klage. Og da de indførte en vegetarburger tog den hurtigt halvdelen af burger-omsætningen.

»Deres kokke forstår slet ikke, at det kunne lade sig gøre, det kommer bare«, siger hun.

Også tilbudsaviserne viser tendensen. Der er hele sider med planteprodukter, som ikke henvender sig specifikt til vegetarer eller veganere.

Får rigeligt protein

Ofte lyder argumentet imod, at det er svært at få protein nok. Ifølge Inger Bertelsen, Seges, spiser danskerne i snit 109 gram protein om dagen. En procent af det kommer i øvrigt fra øl.

»En mand på 70 kg har kun brug for 58 gram protein om dagen«, konstaterer hun.

Trine Krebs anbefaler, at danske landmænd sætter sig mere ind i, hvad det er, forbrugerne efterspørger.

»Gift jer med en husholdningslærerinde, så I ved, hvor det går henad«, foreslår hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle