Hvad skal man gøre ved hyppige oversvømmelser?

Spørgsmål til Lars Hvidtfeldt, viceformand for Landbrug & Fødevarer

»Vandløbene skal vedligeholdes bedre, og hele vandsystemet skal dimensioneres, så det kan tage de mængder vand, der kommer. Det kan man gøre ved at gøre dem dybere og bredere der, hvor det er nødvendigt. Kommunerne må også se, om de kan lave en effektiv grødeskæring inden for de regulativer, der foreligger. Ellers må de tilpasse regulativerne.«

Hvorfor er det nødvendigt?

»Der er mange grunde til, at marker oversvømmes, så afgrøderne bliver ødelagt. En af dem er, at der er mere nedbør nu end tidligere. En anden grund er, at der er flere veje og bygninger, altså befæstede arealer, hvor den regn der falder ikke bliver opsuget i jorden, men løber hurtigt ud i vandløbene uden forsinkelse. Og så er der steder, hvor vedligeholdelsen af vandløb bare ikke er god nok, så vandløbene går over deres bredder, eller så drænvandet ikke kan komme væk fra markerne.«

Hvor mange steder overholdes regulativerne ikke?

»Det har vi ikke tal for. Men næsten hver gang, vi sætter fokus på oversvømmelser, ser vi, at det hænger sammen med, at kommunerne har udskudt eller forsømt vedligeholdelse af vandløbene. Når det regner mere, skal vandløbenes kapacitet også øges.«

Ville det være godt nok hvis de levede op til regulativer?

»Det er ikke sikkert, der er steder regulativet skal ændres, så der kommer mere grødeskæring på, eller hvor man må uddybe og grave bredere.«

Får en øget indsats opstrøms ikke bare markerne til at oversvømme nedstrøms?

»Man skal sikre hele vandsystemet. Kommunerne må snakke sammen, så vandet kan komme væk hele vejen langs vandløbene. At snakke om problemer nedstrøms er at snakke uden om reelle problemer.«

Er det ikke naturligt, at marker oversvømmer om vinteren?

»Det er naturligt, at jorden er mere vandmættet, men det er ikke naturligt, at markerne oversvømmer, fordi vandet ikke kan komme væk, når vandløbene er dårligt oprenset og grødeskåret.«

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle