Hvedeprisen på kraftig retur: Nyt og lavere niveau forude

Priserne på hvede falder og kan ifølge råvareanalytiker godt nå ned på under 200 euro pr. ton ved høsttid.

En hel uge med hvedepriser i et historisk højt niveau på omkring 435 euro pr. ton er nu endegyldigt ovre.

Prisen for møllehvede på Matif er over den seneste uge faldet og især med kraftige fald tirsdag og onsdag. Onsdag over middag var prisen faldet til 405 euro per. ton, hvilket er det laveste niveau i flere uger.

Og prisen kommer længere ned, vurderer råvareanalytiker Palle Jakobsen fra Agrocom.

- Det stigende moment er brudt, og det næste der sker, er, at priserne bryder under 390 euro, siger Palle Jakobsen.

Det er hans forventning, at vi ved høsttid igen vil se priser under 200 euro pr. ton - måske endnu lavere.

Ikke så alvorligt endda

Forklaringen er, at mange af de faktorer, der har presset priserne op, forsvinder eller mildnes. For eksempel er den udbredte tørke i store dele af Europa, USA, Canada, Rusland og Ukraine aflyst efter flere regnskyl.

- Markedet ville også sende priser op, da Indien ville lukke for eksporten, men måske lukker de ikke helt alligevel, siger han.

Det lader også til, at Ukraine er ved at få hul på eksporten af sine store lagre via EU-havne. Og Rusland, der er blevet beskyldt for at tage verdens fattigste som gidsel i krigen, taler nu om at åbne fødevarekorridorer.

Alt i alt svarer stemningen på markedet lige nu til den, som der er under natmaden efter en god lang aftenfest, vurderer han.

- Og mange har ikke fået solgt, så de får travlt nu, siger Palle Jakobsen, der forudset prisfald fra nu af, om end prisen kan hoppe lidt op og ned.


Kilde: Bachart.com

 

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle