Hvorfor skal raske mink aflives? Beslutning hviler på stor usikkerhed

Alle mink inden for en zone på 7,8 kilometer skal stadig slås ihjel, fastholder fødevareministeren.

Tusindvis af mink må i de her dage lade livet, også selvom de ikke er smittet med corona.

Det skyldes en beslutning om, at alle mink på farme inden for en zone på 7,8 kilometer skal slås ihjel, hvis blot en enkelt minkfarm er ramt af smitte.

Men i et notat sendt til Fødevarestyrelsen fra Dansk Veterinær Konsortium, som DR Nordjylland er kommet i besiddelse af, står der, at grundlaget for beslutningen er "behæftet med stor usikkerhed".

Grænsen på de 7,8 kilometer er baseret på data fra de første 20 smittede farme i Nordjylland, hvor afstanden mellem en smittet farm og den nærmeste smittede farm vurderes at ligge på mellem 0,6 kilometer og 7,8 kilometer.

Men selv inden for grænsen på 7,8 kilometer er det usikkert, hvad risikoen for smitte er.

I notatet skriver Dansk Veterinær Konsortium desuden, at man sandsynligvis ikke kan "forhindre nye introduktioner til de tilbageværende minkbesætninger", selvom man slår omkringliggende besætninger ned.

Man har heller ikke erfaringer fra tidligere, der viser, at det virker i forhold til at undgå spredning af coronavirus.

ingen evidens?

En af de minkavlere, som lige nøjagtig bliver ramt af radiussen på 7,8 kilometer, er Thomas W. Olsen fra Læsø.

Hans farm ligger 7 kilometer fra en smittet minkfarm, og derfor skal hans mink nu aflives.

Men det er uretfærdigt, mener han.

"Vi ligger helt ude på 7,2 eller måske 7,3 kilometer af den her radius. Hvis der ingen evidens er for, at den her zone skal være så stor, så kan man måske halvere den radius, eller det kan være, den zone skal være 2 kilometer", siger Thomas W. Olsen til DR Nordjylland.

Derfor er han heller ikke glad for at skulle lukke beredskabet ind på hans farm den dag, de kommer.

"Sådan som tingene er grebet an på nuværende tidspunkt, gør de det ikke uden at bukke armen rundt på mig. Det, vi har været udsat for, et helt utilstedeligt".

Dyrlæge: 'Utrolig drastisk'

Også minkdyrlæge Mette Kragh er skeptisk over for grænsen, der nu resulterer i aflivning af mink i massevis.

"Jeg synes, det er utrolig drastisk, og det peger hen ad, at det er en beslutning, der er taget i hastværk", siger hun til DR Nordjylland.

Mette Kragh tvivler derudover på, hvor meget det i det lange løb vil hjælpe at slå mink ned på berørte farme.

I stedet burde man udnytte de mink, som har haft virusset og efterfølgende har udviklet antistoffer, mener hun.

Alternativet, når man skal starte besætninger op igen, er lige nu at benytte nye mink, som ingen antistoffer har, og det er en dårlig ide, mener hun.

"Det er ligesom at viske tavlen ren. De er fuldstændig lige så modtagelige som dem, man lige har fjernet".

En situation, hvor intet er sikkert

På Christiansborg vil blandt andre Lise Bech, miljø- og landbrugsordfører fra Dansk Folkeparti, have Mogens Jensen (S) til at se på grænsen igen.

Hun mener ikke, man kan fastsætte en grænse på 7,8 kilometer, når der er stor usikkerhed om grundlaget for beslutningen.

"Det fortæller noget om, hvor lidt vi egentlig ved om det her. Vi kender ikke effekten ved at aflive raske mink, vi kender ikke effekten ved afstanden. Vi har fået at vide, at den her virus ikke er luftbåren, så hvorfor er det lige 7,8 kilometer?"

I øjeblikket bliver minkavlerne behandlet dårligt, mener hun.

"Det er utilstedeligt over for minkejerne. Det er deres livsgrundlag, og så gør man lige sådan her med et pennestrøg".

Minister holder fast i beslutning

Zonen på 7,8 kilometer blev præsenteret af fødevareminister Mogens Jensen (S) på et pressemøde den 1. oktober.

Trods kritikken holder han fast i beslutningen om, at mink på alle farme inden for zonen skal slås ned.

"Alt det her handler om at forhindre, at coronasmitte breder sig ud i vores samfund", siger han.

"Og det, der er vurderingen fra veterinærmyndighederne og sundhedsmyndighederne sammen med Fødevarestyrelsen, er, at en radius på 7,8 kilometer er nødvendig, baseret på hvordan smitten tidligere har spredt sig i Nordjylland".

Men der står jo i det notat, DR Nordjylland har læst, at det er behæftet med stor usikkerhed, hvilke omkringliggende besætninger, der bør aflives. Er grundlaget så grundigt nok?

"Der er jo intet i den her situation omkring corona, hvor noget som helst er sikkert, desværre. Hvis der var det, så ville vi nok være kommet smitten til livs. Men jeg er heller ikke ekspert. Jeg lytter til dem, der arbejder mest med det her og kan vurdere, hvordan smitten spreder sig mindst muligt".

Det er stadig behæftet med stor usikkerhed. Lise Bech (DF) siger, at det simpelthen er for tilfældigt. Hvad siger du til den kritik?

"Hvis der er politikere, der mener, de er bedre rustet til at rådgive regeringen end Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og Københavns Universitet, så hører jeg gerne fra dem".

En større gruppe minkavlere i Nordjylland fra blandt andet Gjøl er igennem en advokat ved at udarbejde en officiel klage til Fødevarestyrelsen, som de håber kan få aflivningen stoppet.

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle