I dag afgøres omstridt overskærings skæbne: Borgmester krydser fingre

Esbjergs borgmester er forhåbningsfuld over for, om Banedanmark og transportministeren vil give lov til at opgradere og dermed beholde en omstridt jernbaneoverskæring ved Ribe.

Sent onsdag eftermiddag er det planen, at transportministeren og transportudvalget skal mødes for at drøfte fremtiden for en omstridt jernbaneoverskæring ved Ribe.

Banedanmark har planlagt en lukning af den usikrede overskæring, men det vil betyde, at flere landmænd og borgere skal lede deres biler, maskiner og redskaber ud på en nærliggende omfartsvej og dermed tage en større omvej.

Det har mødt modstand fra både lokale borgere og landmænd i området, som fra starten har haft opbakning fra Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), der også har meldt ud, at han vil være villig til at betale en del af eventuelle udgifter for en opgradering af overskæringen.

Og selvom han ikke selv skal deltage i mødet i dag, melder han sig fortrøstningsfuld i forhold til at få parterne til at lade borgerne beholde den omdiskuterede overskæring.

"Det her er ikke et spørgsmål om økonomi, men snarere et princip. Nu handler det om, hvorvidt man er klar til at ændre på det princip. Og jeg synes, at der var indikationer fra både rød og blå blok om, at de var klar til at ændre holdning, og så håber jeg selvfølgelig bare på, at det holder hele vejen i mål", siger han til landbrugsavisen.dk

"Det koster omkring en halv million kroner at lukke overskæringen, og hvis der er en lille meromkostning ved at få opgraderet overskæringen, så den er sikker, så er jeg villig til at kigge på det".

Stor ulykke kostede to livet

Tidligere på ugen mistede to personer livet ved netop en såkaldt usikker jernbaneoverskæring ved landsbyen Sig nær Varde.

Her var overskæringens bomme manuelle, hvilket betyder, at det selv var op til de krydsende bilister at hæve og sænke bommene. Ifølge de lokale var bommene dog oftest oppe.

Men Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen forventer ikke, at ulykken med to omkomne vil have nogen effekt på udfaldet af dagens kommende møde.

"Det vil være at sammenligne pærer og bananer. Vi vil have en sikker overkørsel, altså en opgradering. Der er ingen tvivl om, at der skal være sikre overkørsler, og at de usikre overkørsler skal væk. Men her er løsningen altså ikke at lukke den, men derimod at opgradere den".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle