Is i fryseren og cola til aftenmalkerne: Den gode arbejdsgiver tager også socialt ansvar

Ole Kristensen tænker ikke så nøje over det, han og konen faktisk gør rigtig godt: Medarbejderpleje.

I slutningen af året bliver der endnu større fokus på sundhed og trivsel på landbrugene.

For her vil der komme nye regler, der skal overholde nogle ”bæredygtighedsmål” kaldet ESG, hvor S’et betyder, at man skal huske at tage socialt ansvar for sine medarbejdere. Hvordan det nøjagtig skal måles er dog ikke fastlagt endnu.

På Lihmegård er der netop fokus på trivslen hos medarbejderne. Om sommeren er altid is i fryseren og ganske ofte slik og kager til fri afbenyttelse. Der har lige været en medarbejdertur med påhæng til gokart-kørsel med spisning bagefter - og til jul og fødselsdage får man som ansat en individuel gave, som konen har tænkt ville glæde lige præcis den medarbejder.

Går det en forskel?

Ja, det er sikkert og vist. Små erkendtligheder som lige at kunne finde en cola frem, når der aftenmalkes og en munter bemærkning med på vejen - ja, så går det hele lidt lettere. Man yder lige det ekstra. Sådan er de fleste skruet sammen. Og det ved familien Kristensen.

"Man skal sørge for at behandle alle ens, hvad enten det er elev, fodermester eller udlænding", siger Ole Kristensen.

"Samme krav og samme goder, det er min indstilling, men jeg ved godt, at det ikke forholder sig sådan på alle arbejdspladser", tilføjer han.

Kender medarbejderne 

For øjeblikket er der to ukrainere ansat, foruden en kommende elev og en aftenmalker, der møder ind. Konen passer kalvene og laver arbejdsplaner, så hun kender også dem alle godt. Og så er der af og til unge fra egnen, der efter skoletid kommer forbi og tager et par timers arbejde. Der er altid noget at se til, men det skal ikke gå ud over den sociale kontakt, der skal prioriteres.

"De laver ikke det samme, har ikke samme erfaring, og nogen, måske især udlændinge, har det bedst med rutinearbejde. Men det kan udvikles, så de også bliver endnu bedre og vil lære mere".

Politisk flygtning

"Efter anbefaling fra en tidligere ukraink ansat havde vi indtil nytår i halvandet år ansat en fra Columbia, en politisk flygtning, som blev gift med en rumæner. Han startede som aftenmalker, men det udviklede sig til, at han blev som medhjælper. Han har så nu fået sin opholdstilladelse og i dag arbejder han på fabrik. Det er godt, når vi kan være et springbræt for udlændinge til en god tilværelse her i landet", siger Ole.

Aftenmalkningen er i øvrigt på toenhalv time og slutter 23.30. Der er altid to om arbejdet: Dels går det hurtigere at malke de 240 køer, dels er det rarere at være to om arbejdet - og jo længere, de samme har arbejdet, jo længere håber Ole, at de vil blive.

"Man skal helst ikke døje for mange gange med at lære en ny op", som Ole siger.

Familien oplever også, som alle andre, at det kan være svært at få dansk arbejdskraft, men de har, bortset fra to danske elever, der selv sagde op, løbende haft unge, der kom efter skoletid og hjalp til - og som senere blev landbrugselever hos dem.

"Det at starte som ung efter skoletid er en rigtig god måde at se, om det er noget at arbejde i landbruget senere. Det gør ikke noget, hvis det er en langsom start".

Det er deres pris

Tilbage i 2016 vandt Ole Kristensen årets mælkekvalitetspris. På det tidspunkt havde han tre elever ansat.

"Det er de tre gøglere, der skal have prisen. Det er dem, der står for malkningen, så jeg er ikke den rette til at kalde mig kvalitetsmester", fortæller Ole, der gladeligt lagde æren over til de tre unge. En af dem er i øvrigt ansat som fodermester på gården i dag.

Faktaboks

Socialt ansvar tæller:

  • Socialt ansvar er at tage vare på sine medarbejdere
  • Sikkerhed og sundhed gør, at alle trives bedre
  • Lovgivningen understøtter arbejdet, og feltet udvides

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle