I Sverige er vildsvinet den største trussel mod landbruget

Den svenske mælkeproducent Bengt Jakobsson ser vildsvinene som et større problem end svingende mælkepriser. Han har hvert år skader for 100.000 svenske kroner på grund af dyrene på marker og i omkringliggende skove.

Selvom det er forår, og der er rygende travlt på Bengt Jakobssons mælkebedrift i det sydøstlige Sverige, tager han sig dog tid til at tale med det svenske landbrugsmedie ATL.

Det handler nemlig om de store problemer, han og andre svenske landmænd har med vildsvin.

”Jeg vil have, at vildsvinet bliver udryddet. Det er på tide at sætte en stopper for det. Vi har dårlige mælkepriser og det ene og det andet, men det her er værre”, siger mælkeproducenten til ATL.

Ifølge en undersøgelse fra Sveriges Landbrugsuniversitet stod landbruget med en ekstraregning på 1,1 milliarder svenske kroner på grund af skader i markerne forårsaget af vildsvin.

Den gennemsnitlige landmand har haft ekstraudgifter på 29.000 svenske kroner, men landmændene i Småland i det sydlige Sverige har været særligt hårdt ramt.

”I det forløbne år ender min regning på omkring 100.000 kroner i form af reduceret foder og øgede maskinomkostninger”, siger han til ATL.

Det store problem med vildsvinene er, at de æder afgrøderne på marken og tramper det hele i stykker.

Også i en nærliggende skov har vildsvinene ødelagt dele af fyrreskoven, hvilket gør, at der nemt kommer råd i træerne.

Og det er et stort bump på vejen for Bengt Jakobsson, der sammen med sine sønner dyrker hvede og laver ensilage på den 200 hektar store gård.

Tidligere har de også dyrket foderbønner, men fordi det er vildsvinenes yndlingsføde, har de været nødt til at stoppe med det.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle