Import af øko-varer stiger kraftigt - mere end eksporten

Både import og eksport af økologiske varer i Danmark stiger og fortsætter dermed tendensen fra de senere år. Det viser ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

Dog importerer Danmark langt flere økologiske varer, end vi eksporterer.

De danske forbrugeres appetit på økologiske varer - og især frugt og grønt - betyder, at importen steg markant i 2016, hvor den lagde større afstand til eksporten.

Artiklen fortsætter under figuren...

Danskerne vil have økologiske bananer og citrusfrugter året rundt og flere æbler, end de danske producenter kan levere.

Det vurderer Mette Gammicchia, der er leder af afdelingen for Afsætning, Ernæring & Markedsudvikling hos Landbrug & Fødevarer.

"Stort set alle dagligvarekæderne har forstået, at de danske forbrugere gerne vil have økologi. Det gør, at det bliver slagvarer, som de reklamerer med, fordi det trækker købestærke kunder i butikken".

"De økologiske produkter er også blevet mere tilgængelige. Når der bliver solgt mere, så er der mindre spild, og så kan man sænke priserne lidt", siger hun.

Der blev samlet indkøbt økologiske varer for 3,2 milliarder kroner fra udlandet i 2016. Det er en stigning på 34 procent.

I 2015 var tallet for importen 2,4 milliarder kroner, mens der blev eksporteret for knap to milliarder kroner.

Af de økologiske varer, vi køber fra udlandet, udgør frugt og grøntsager den største gruppe. I 2016 steg importen af frugt og grønt med 48 procent til knap 1,2 milliarder kroner.

Svineproducent får nej til udvidelse - sag ender i byråd 8. december · 13:42

Ellers er det især korn og kornvarer og foderstoffer, der importeres. Sidstnævnte hænger sammen med, at også eksporten stiger, forklarer Mette Gammicchia.

"Når produktionen af økologisk husdyrproduktion stiger, så stiger behovet for at importere foder også", siger hun.

I Landbrug & Fødevarer håber man, at eksporten af økologiske varer vil overhale importen i 2020.

eksport steg 23 pct.

Den danske eksport af økologiske varer steg mærkbart med 23 pct. fra 2015 og nåede op på 2.447 mio. kr. i 2016.

Kød, mejeriprodukter og æg steg alene med 223 mio. kr.

Andre næringsmidler, overvejende modermælkserstatning, steg med 62 mio. kr. Tilsammen udgør disse varegrupper næsten to tredjedele af den samlede økologi-eksport.

Eksportboom til Frankrig

Tyskland er Danmarks vigtigste eksportmarked for økologiske varer og tegner sig med 944 mio. kr. for 39 pct. af den samlede eksport i 2016. Herefter kommer Sverige (19 pct.), Kina (12 pct.) og Frankrig (8 pct.).

Eksporten til Frankrig steg med hele 46 pct. fra 2015-2016. Kød er den vigtigste eksportvare til Frankrig.

Import fra Tyskland

Vi henter især økologiske produkter hjem fra Tyskland, Holland og Italien. Generelt er det især fra EU-landene, vi køber økologiske produkter. Men en mindre del kommer for eksempel hele vejen fra Asien til de danske indkøbskurve.

Økologiske varer udgjorde 2,1 procent af den samlede eksport af føde- og drikkevarer samt foder i 2016. Tilsvarende udgjorde importen 4,1 procent.

/ritzau/

 

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu