Af Christian Lund, Henrik Jessen og Hans Damgaard, Landbrug & Fødevarer Syddanmark
Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at Søren Søndergaard i sidste uge meldte Landbrug & Fødevarer ind i kampen om CO2-afgiften på landbruget. Det gjorde han i en artikel i Berlingske, som havde en overskrift, der foranlediger den dovne læser, der kun læser overskrifter, til at tro, at landbruget har skiftet retning og nu går ind for en CO2-afgift.
Hvis man gør sig den ulejlighed at læse hele artiklen, fremgår det klart og tydeligt, at LF fortsat mener, at en CO2-afgift på landbrugets biologiske processer er en uklog klimapolitik, som formentligt ikke giver de ønskede resultater, men derimod nogle meget alvorlige negative konsekvenser for vores landdistrikter, fødevaresikkerheden og samfundsøkonomien.
Strategisk vurdering
Sørens budskab i artiklen er, at et stort flertal af vælgerne har stemt på et parti, der gerne vil arbejde for at indføre en CO2-afgift på landbruget. Det er et indiskutabelt faktum. Søren har derfor sammen med vores folk i L&F foretaget en strategisk vurdering af det nuværende og fremtidige politiske landskab, og de er kommet frem til den eneste rigtige og rettidige beslutning; nemlig at søge indflydelse ved forhandlingsbordet i stedet for at sidde med korslagte arme, som Søren formulerer det.
Det giver selvfølgelig lidt murren i krogene. Ikke kun i vores egne rækker, men også blandt vores modstandere, som mener, at L&F skal holdes ude af forhandlingsrummet, fordi L&F bare vil smide grus i maskineriet og trænere forhandlingerne. Hvad formålet med dette skulle være, fremgår uklart for os.
Intet alternativ
Der er i vores optik intet alternativ til Sørens tilgang. Hvis L&F ikke spiller faglighed ind i forhandlingsrummet, hvem skal så fortælle politikerne om, hvad landbruget kan og vil? Hvem skal minde politikerne om at holde fast i principperne i landbrugsaftalen og klimaloven? Hvem skal råbe op, når arbejdspladserne fosser ud af landet, og landdistrikterne bliver affolket?
Hvis L&F bliver stående med korslagte arme og afviser overhovedet at gå i dialog om en CO2-afgift, så bliver døren til forhandlingsrummet smækket lige i hovedet på os. Så står landbruget uden for døren og råber, mens beslutningerne bliver truffet hen over hovedet på os. Og det har vi ikke særligt gode erfaringer med.
At fastholde en politisk position, som risikerer at stille os uden for indflydelse, er ikke alene uklogt, det er også kontraproduktivt for det fantastiske og visionære landbrug, som vi gør alt, hvad vi kan for at fastholde i Danmark. At søge indflydelse ved forhandlingsbordet er derfor den rigtige vej for Landbrug & Fødevarer.
