Indisk eksportforbud ryster markedet: Hvedeprisen i rekordniveau

Indisk melding om eksportstop for hvede ryster markederne og har sammen med ny prognose fra det amerikanske landbrugsministerium sendt hvedeprisen i rekordniveau.

Indiens melding om et øjeblikkeligt stop for landets eksport af hvede fortsætter mandag med at presse de globale priser på hvede i vejret.

Prisen nåede ved børsåbningen mandag et rekordhøjt niveau på omkring 435 euro for et ton på MATIF-børsen.

Også på Chicago-børsen har hvedeprisen ramt den højeste tilladelige stigning på seks procent i prisen.

Indien meddelte fredag, at landet vil stoppe for sin eksport af hvede for at imødegå de globalt stigende priser på hvede og sikre priserne på hjemmemarkedet. Årets hvedeproduktion i Indien er ramt af en massiv hedebølge.

Indisk problem forværres af krig i Ukraine

Indien er ganske vist langt fra en storeksportør af hvede – landet er den ottende største eksportør med en årlig eksport i 2021-22 på 8,2 mio. ton. Alligevel har meldingen fra præsident Modi og den indiske regering rystet markederne.

- Hvis forbuddet var udstedt i et normalt år, ville effekten have været minimal. Men tabet af volumen fra Ukraine gør problemet større, siger Andrew Whitelaw, a kornanalytiker fra Thomas Elder Markets til Bloomberg.

På trods af forbuddet vil Indien godkende eksport til lande, der kræver hvede til for at opretholde fødevaresikkerheden baseret på anmodninger fra landenes regeringer.

Indien vil også tillade forsendelser, der allerede er stillet betalingsgarantier for. Det er ifølge Bloomberg forsyninger, der normalt går Bangladesh, Sri Lanka, De Forenede Arabiske Emirater og Indonesien.

Kritik fra G7-landene

Indiens eksportforbud mødte kritik fra G7-landene, fordi det puster til den fødevarekrise, der blev sat i gang som en konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine.

Det globale marked for hvede er fortsat under pres og er ikke kun næret af det indiske eksportforbud.

Ifølge den seneste WSDA-prognose fra det amerikanske landbrugsministerium - den udkom torsdag i sidste uge - vil den globale produktion af hvede falde i 2022/2023 med 4,5 procent. Alene i Ukraine vil produktionen falde med en tredjedel ifølge prognose.

De globale hvedelagre ventes at falde med fem procent til 367 millioner ton hvede, hvilket er det laveste niveau i seks år.

Priserne på hvede er indtil videre steget med godt og vel 60 procent i løbet af det seneste år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle