Ingen af de ulovlige mink var smittet med corona

Det var anonyme tip der ledte Fødevarestyrelsen på sporet af de 356 mink, der blev holdt ulovligt ved Thyholm og Løvel. Nu viser prøver, at dyrene ikke havde corona.

I december fandt Fødevarestyrelsen to mindre hold af ulovlige mink. Det ene i Thyholm og et ved Løvel.

Nu viser prøver, at ingen af de to minkhold, der bestod af henholdsvis 126 og 230 mink, var smittet med corona. 

Det bekræfter Fødevarestyrelsen over for Landbrugsavisen.dk.

Mandag bekræftede Fødevarestyrelsen, at det første hold mink fra Thyholm var fri for corona, og fredag lyder det nu, at også det andet hold var negative.

Begge minkhold, der blev aflivet kort efter opdagelsen af dem, fik i forbindelse med aflivningen taget en række coronaprøver.

Fødevarestyrelsen oplyser, at man stadig afventer prøverne, der skal afklare om minkholdet fra Løvel også havde antistoffer, da de blev aflivet.

Det har ikke været tilladt at have mink i Danmark siden 29. december 2020, med mindre der er tale om et hobbyhold på maksimalt fem mink.

Derfor vurderede Fødevarestyrelsen, at de 126 mink, og efterfølgende også de 230 mink, var ulovlige og fik dyrene aflivet.

Begge minkhold blev fundet efter anonym tip til Fødevarestyrelsen. 

Det er en tidligere minkavler fra Thyholm, der har haft de 126 mink gående i sine nu tomme minkhaller. De blev fundet den 15. december.

De 230 mink fra Løvel blev fundet den 23. december, og her viste det sig, at ejeren også havde 60 ræve gående ulovligt i bure. 

Ejeren vil få et påbud om at afhænde de godt 60 ræve, eksempelvis til zoologiske haver, eller aflive dyrene. 

Begge ejere vil blive politianmeldt for at holde mink, melder styrelsen.

Tidligere adspurgt til, om de relativt små minkhold udgør en sundhedsrisiko, og om det er dét, der ligger til grund af for aflivningen, svarede Majbritt Birkmose, chef for Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold således:

"Det er ikke tilladt at holde mink i Danmark og Fødevarestyrelsen forholder sig loven. Vurdering af smitterisiko ligger hos sundhedsmyndighederne", lød det i en skriftlig kommentar til landbrugsavisen.dk.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle