Ingen klar favorit efter valgmøde i Horsens

Efter valgmøde i Sorø mandag eftermiddag susede de fire viceformandskandidater videre til vicekandidatmøde i LMOs kontorhus i Horsens.

De fire kandidater til viceformandsposten kom mandag aften susende direkte fra mødet i Sorø til LMOs kontorhus i Horsens, hvor DLMØ var vært for anden omgang på podiet.

Og der var bestemt ingen træthed at spore, så de 60 fremmødte fik endnu mere at spekulere over end de måske havde i forvejen.

Det skriver LMO i en pressemeddelelse.

Under præsentationen kom kandidaternes erfaringer og meget forskellige faglige og organisatoriske baggrunde frem. Det, krydret med kandidaternes forskellige temperamenter og indgangsvinkler til jobbet, som viceformand, vil sandsynligvis i sidste ende føre til et valg efter hjertet.

Hvem, tror jeg på, kan løfte opgaven bedst? Kan bibringe mest? Kan samarbejde bedst? Kan være med til at skabe en tydelig fremtidsplatform for Landbrug & Fødevarer – blandt landmænd, nationalt og internationalt? Blive den effektive lobbyist landbruget ønsker rent politisk? Det var spørgsmålene, der hang i luften efter mødet og der tegnede sig ikke noget klart billede af, hvem der er landmændenes foretrukne kandidat.  

I sin afslutning turde næstformanden i DLMØ, formand for Landboforeningen Kronjylland Christian Jensen ikke pege på en favorit.

"På Google kan jeg se, at heller ikke er andre er begyndt at gisne eller udtage væddemål omkring en frontløber til posten", sagde han i sin afrunding af aftenen.

Aftenens emner blev hurtigt rekruttering til erhvervet, uddannelsen af de unge og ikke mindst kommunikationen med resten af samfundet omkring klima og miljø.

Thor Gunnar Kofoed mener, at landbruget møde de unge og deres mødre, hvor de befinder sig i byerne og i cyberspace og pegede på at god nabokontakt, samarbejde på tværs og vidensdeling, små film, snapchat og hurtigt kommunikation omkring budskaber, mødekonklusioner og forhandlingsforløb er vejen frem. 

Poul Henrik Prahl pegede på, at L&F i højere grad skal prioritere skolekontakter og have et bedre samarbejde med landbrugsskoleeleverne.

"De er gode ambassadører", sagde han.

Omvendt, mener Frederik Lüttichau: Det er det økonomiske, der skal friste de unge.

"Kan de unge se, der er penge at tjene i landbruget skal de nok komme helt af sig selv", mener han.

For Torben Povlsen er det igen spørgsmålet om at få de unge ud og se erhvervet.

"Giv dem et fritidsjob i nogle timer om ugen og så skal vi i øvrigt være synlige i vores nærområder", opfordrede han.

Enighed om gode fortællinger

Alle kandidater var enige om at, at man skal tale erhvervet op og finde de gode fortællinger frem.

I forhold til klima og miljø mener Frederik Lüttichau, at landbruget skal og kan vinde klimadagsordenen ved at være på forkant med holdninger, som man kan præsentere ude i samfundet.

Torben Polvsen peger på, at dansk landbrug allerede producerer klimavenligt og det er den rette vej, hvis klimaet skal reddes. Der er ikke andre veje at gå.

Poul Henrik Prahl mener ikke Danmark skal være duksedreng og foregangsland, men følge de andre EU-lande.

Thor Gunnar Kofoed peger på, at der skal ske nyt organisatorisk, med ham. Sektorfolkene skal med ind i forhandlinger for at komme længst muligt, der skal etableres dialog med resten af samfundet og L&F skal ind i en ny kommunikationsverden.
 

Emneord

Viceformandsvalg

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle