Integrator på dansk: Trekløver skaber landets største kalveproduktion

Efter europæisk forbillede skaber slagteriejer og kreaturhandler en integreret kalveproduktion. Via et strategisk samarbejde med en etableret landmand er det første mål at opdrætte 7.000 slagteklare kalve hvert år.

En slagteriejer, en kreaturhandler og en kalveproducent.

Nej, det er ikke forsøget på begyndelsen til en god vittighed, men grundelementerne i den forretning, som samlet set nu bliver Danmarks største kalveproduktion.

Lars Andersen, Himmerlandskød A/S, og Anders Rasmussen, indehaver af Kreaturhandler Anders Rasmussen A/S, udvider nu deres fælles partnerskab med købet af en ejendom ved Vandel og forpagtningen af en ejendom ved Stauning. Bedriften ved Vandel startede de med at forpagte i december 2019 af et konkursbo. Siden sidste uge har de stået som ejere af skødet på bedriften, hvorfra de skal levere 1.700 slagtefærdige kalve om året.

På den lejede ejendom ved Stauning skal de i et strategisk samarbejde med kalveproducent Rasmus Alstrup, Videbæk, opfede 1.400 kalve. Rasmus Alstrup leverer i forvejen 3.500 kalve om året til Lars Andersens Himmerlandskød A/S.

"Så vi var tæt på hinanden i forvejen og så en chance for at spille hinanden bedre. Hver for sig kunne vi ikke løfte forpagtningen af ejendommen, men det kan vi sammen", forklarer Anders Rasmussen.

Hånden på kogepladen

Parterne har skelet til integreret produktion af svinekød i Spanien og kalvekød i Holland.

De har med interesse set på danske konstellationer, hvor investorerne har en afstand til produktionen. Den model tror de ikke på.

"Vi skal så tæt på, at alle kan mærke temperaturen på kogepladen. Vi spiller ind med forskellige kompetencer, men har det til fælles, at vi vil producere godt dansk kalvekød, og vi tror på produktionen på både kort og lang sigt", siger Anders Rasmussen.

I hans egen handelsvirksomhed er udvidelsesplaner skudt i gang, og Himmerlandskød A/S barsler også med tanker om at opføre et nyt slagteri ved Aalestrup.

"Ved at komme tættere på produktionen sikrer vi også en vis leveringssikkerhed for os alle", siger Anders Rasmussen.

Vilje til vækst

Målet med produktionen er et afkast i den bedre ende, uden at parterne vil sætte cifre på målsætningen. Med en ifølge Anders Rasmussen lille økonomisk margin i produktion af kalve er der ikke plads til fejltrin. Han peger på, at Rasmus Alstrup bidrager med solide, dokumenterede produktionsresultater, som er vigtige for at opnå en lønsom produktion.

Vækst vil der også ske, hvis parterne skal holde trit med udviklingen i deres respektive modervirksomheder.

"På ejendommen ved Stauning er der et tilsagn om økonomisk støtte af byggeri til 3.500 kalve. Selv om vi kun lejer ejendommen, er det en option, vi kigger interesseret på", siger Anders Rasmussen.

Han er heller ikke afvisende over for, at flere kan inddrages i ejerskabet.

"Det er kapitaltungt at løbe en kalveproduktion i gang, men hvis man har viljen og de faglige kompetancer er min telefon altid åben", siger Anders Rasmussen.

Faktaboks

Sammen og hver for sig

  • Lars Andersen, medindehaver af Himmerlandskød A/S, og Anders Rasmussen, indehaver af Kreaturhandler Anders Rasmussen A/S, ejer Oksegaarden Aps ved Vandel med lige store anparter. Fra Oksegaarden skal de levere 1.700 kalve årligt.
  • Fra bedriften Olesgård ved Stauning leveres 1.400 kalve årligt. Halvdelen ejes af Lars og Anders, imens Rasmus Alstrup ejer resten. Rasmus Alstrup producerer herudover 3.500 slagtekalve fra sin bedrift Bangsbo Slagtekalve ved Videbæk.
  • Medarbejdere og daglig pasning på Olesgård styres af Rasmus Alstrup. mens Anders og Lars tager sig af handel og kontrakter.
  • Alle kalve leveres til Himmerlandskød A/S.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle