Iværksætterpar bag Hanegal og Organic Plant Protein hædret af Dyrenes Beskyttelse

Iværksætterparret Ulrich Kern-Hansen og Fie Graugaard er blevet kåret som Årets Dyreven af Dyrenes Beskyttelse.

Iværksætterparret Ulrich Kern-Hansen og Fie Graugaard hævede i 1990 deres pensionsopsparing, og investerede den i 10 frilandsgrise som senere blev til den økologiske succeshistorie Hanegal.

I dag er Hanegalaktierne solgt, og Ulrich Kern-Hansen og Fie Graugaard har investeret pengene i virksomheden Organic Plant Protein, der producerer plantefars af proteinrige afgrøder, som erstatning til kød fra animalsk fødevareproduktion.

For deres årelange arbejde for dyrene er de blevet kåret som Årets Dyreven, en pris som Dyrenes Beskyttelse uddeler. Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

"Ulrich Kern-Hansen og Fie Graugaard får dette års pris for hele tiden at insistere på at gøre fødevareproduktionen mere bæredygtig og bedst mulig for både dyr og mennesker. De fleste mennesker kender Hanegal, og vi tror - ligesom Ulrich Kern-Hansen og Fie Graugaard - på, at plantekødet i fremtiden kommer til at fylde mere og mere, både i Danmark men også i resten af verden", fortæller Britta Riis, direktør ved Dyrenes Beskyttelse.

Parret blev også rørt over prisen.

"Det er jo helt fantastisk, og vi blev meget overraskede og rørte. Vi var også glade for at vide, at selvom vi ikke direkte arbejder med dyr, så bliver det alligevel anerkendt, at det hele hænger sammen. Både miljø, klima og dyrevelfærd", siger Fie Graugaard.

En mission med et firma

Da Hanegal blev lanceret for næsten 30 år siden, var firmaets fokus meget lokalt forankret. Ønsket var at skabe bedre forhold for lokalmiljø, grundvand, dyrevelfærd, rene produkter og biodiversitet, og samtidig have respekt for alle levende organismer.

I dag er fokus rykket videre ud over Danmarks grænser, og ønsket er nu at være med til at reducere CO2 og sikre nok mad til verdens befolkning. Det fortæller Ulrich Kern-Hansen.

"Vi har altid været drevet af vores målsætning og ideologier, frem for pengene. Hvis vi havde været drevet af penge, så havde vores beslutninger været anderledes. Derfor ser vi også Organic Plant Protein som en mission med et firma, frem for et firma med en mission", siger han.

Indtil videre har Organic Plant Protein kapacitet til at producere en mængde proteinrigt plantekød, der svarer til 320.000 slagtegrise årligt, fortæller Fie Graugaard.

Faktaboks

Årets Dyreven•    Dyrenes Beskyttelse har siden 1960 uddelt priser til de mennesker, der gør en indsats for dyrene.•    Hvert år uddeler Dyrenes Beskyttelse prisen Årets Dyreven til en person eller virksomhed, som har ydet en ekstraordinær indsats i den gode dyrevelfærds navn. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle