Jacob Jensen vil være regionsrådsformand

Jens Stenbæk ønsker ikke at genopstille ved regionsrådsvalget næste år, og nu vil folketingsmedlem Jacob Jensen gå efter at vinde valget næste efterår.

Venstres finansordfører, folketingsmedlem Jacob Jensen, som også har markeret sig på landbrugspolitikken, har besluttet at blive Venstres kommende kandidat til regionsrådsvalget i Region Sjælland. Det skriver Sjællandske.

Jacob Jensen er fritidslandmand med 11 hektar og har - blandt andet i LandbrugsAvisens spalter - gjort sine synspunkter omkring landbrugspolitikken gældende.

Han vil - i fald han vinder - afløse en anden, der også har forbindelse til landbruget.

Jens Stenbæk, der har valgt ikke at genopstille, har en baggrund som landmand og var tidligere deltidslandmand sideløbende med sit politiske liv. Han var fra 1994 til 1998 Formand for Holbæk Landboforening og Nordvestsjællands Landbocenter i Jyderup. Han har tidligere været borgmester. Nu vil han have en karriere uden for politik.

Jacob Jensen skal kæmpe for at opnå flertal bag sig i det nye regionsråd næste år. Før Jens Stenbæk var det en socialdemokrat, Steen Bach, der sad på formandsposten. Før det var Venstre-manden Kristian Ebbensgaard formand.

Heino Knudsen, byrådsmedlem i Lolland Kommune, er socialdemokraternes modkandidat.

Ingen af Venstres nuværende regionsrådsmedlemmer havde ifølge Sjællandske ønsket at gå efter formandsposten.

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle