Jagtforbund maner til forsigtighed efter fire ulykker på en weekend

Der er en weekend med godt jagtvejr i sigte: Forbund opfordrer til, at man er ekstra opmærksom før skud.

November er traditionelt den helt store måned i jagtsæsonen. Det medfører risiko for ulykker, og alene i den seneste weekend er der sket fire jagtulykker.

Det skriver Danmarks Jægerforbund i en pressemeddelelse.

- Sidste weekend skete der desværre tre ulykker med hunde, der blev ramt af hagl, og så alvorligt, at alle tre hunde omkom.

- Dertil skal lægges en jæger, der fik en permanent skade på synssansen på det ene øje, skriver forbundet i pressemeddelelsen.

Ulykkerne får nu jægerforbundet til at understrege vigtigheden af, at man er er opmærksom og forsigtig under jagten.

Det gælder også ved fællesjagt, hvor man i større eller mindre grupper går sammen på jagt.

- Der er altså al mulig grund til at understrege vigtigheden af stor opmærksomhed, koncentration og forsigtighed, inden man vælger at afgive skud.

- Er du stensikker på, hvad det er, du skyder på? Er baggrunden til at overskue, uden at der er andre jæger eller hunde i skudfeltet?

- Og når du får en skudchance til flyvende vildt - har du så de 45 grader, som er standardsikkerhedsrådet, skriver jægerforbundet.

Forud kommer to weekender i november, hvor der i hvert fald i den ene ventes godt vejr til at jage - og det skaber en god ramme for fællesjagt.

Forbundet forventer således, at der vil blive skudt tusindvis af fasaner i den kommende weekend.

- Bare alle deltagere, såvel to- som firbenede, kommer hjem i god behold, skriver jægerforbundet.

/ritzau/

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle