Jais i den varme stol: Vi når 60 øre ekstra

Danish Crown-topchefen vil i mål med 60 øre i ekstra afregning, men problemerne i Storbritannien står i vejen og gør vejen til målet udfordrende.

Vejen dertil er bumpet, men Jais Valeur, CEO i slagterigiganten Danish Crown, fastholder, at selskabets andelshavere fortsat skal forvente at nå målet om en merafregning på 60 øre pr. kg svinekød i 2021.

Det var den utvetydige udmelding fra slagteribossen, da han befandt sig i den varme stol ved Vækst ’18-konferencen på Bygholm Landbrugsskole i sidste uge, som LandbrugsMedierne og Yara stod bag.

»Det bliver svært, men vi skal nok levere på de 60 øre. På grund af England og en helt mærkelig situation i Tyskland (høje noteringer, der giver slagterierne store tab, red.) så er vi sat noget bagud«, sagde Jais Valeur, der sammenlignede situationen med en firehjulstrækker med et punkteret hjul med reference til Danish Crowns egen firehjulstrækkerstrategi 4WD.

Kæmpe udfordringer i England

Problemer i England har stort fokus hos Danish Crown, hvor der arbejdes intenst på at få en rentabel drift. For et år siden var der tro på, at tingene igen gik den rigtige retning, men det viste sig ikke at holde stik.

I den varme stol gav Jais Valeur sig tid til at uddybe udfordringer på det store engelske marked.

»Der har været en dårlig ledelse historisk set, vi har glemt fokus på kunden. Vi har hentet varerne, men glemt at levere dem til tiden. Vi har haft for dårlig kvalitet i en periode, det har vi fået rettet op på, og så har vi haft for dårlige systemer i England til at finde ud af, hvad omkostningerne er«, forklarede Jais Valeur, der frem til denne uges annoncering af en ny topchef i England selv har siddet på direktørstolen i England i en periode.

Til at rette op på omkostningerne bliver organisationen slanket, og flere danske eksperter er overflyttet til den vigtige engelske forretning.

»Der bliver rykket i nogle håndtag, men vi skal helst også sælge noget mere«, sagde han og oplyste, at det britiske marked er stærkt konkurrenceudsat med aktuelt 46 procent af Danish Crowns salg i udbud.

Systemtab i DC og hos andelshavere

En ting er de aktuelle markedsvilkår, noget andet er den ’friktion’ el. tab i systemet, som Jais Valeur mener, Danish Crown selv kan arbejde med for at forbedre profitten til gavn for andelshaverne.

Brug af flere data og øget digitalisering kan mindske de udsving i ugentlige slagtninger hos Danish Crown, der kan være helt op til 10 procent. Bare på dårlig planlægning vurderede han, at der kan hentes 10 øre ekstra pr. kg svin til andelshaverne.

Der kan også - i et samspil mellem slagteri og andelshavere - hentes stordriftsfordele ved at anvende standardfoderblandinger og foretage fælles dyrlægeindkøb.

Også ude på staldgangen hos andelshaverne er der ifølge Jais Valeur potentialer, som kan forbedre forretningen Danish Crown og dermed andelshaverne.

Ifølge slagteribossen er der for langt mellem top og bund blandt andelshaverne.

Afgørende for overlevelse for producenter og slagteri er dog ifølge Jais Valeur, at man formår at øge værdien af svinekødet gennem forædling.

»Vi kommer til at blive ret få leverandører i et meget stort selskab. Det kan godt være overlevelsesdygtigt, men det kræver en enorm værdiskabelse uden for den primære griseproduktion«, sagde Jais Valeur.

Faktaboks

Det er Jais optaget af

  • Øget forædling.
  • Mindske systemtab i DC og blandt andelshavere gennem øget digitalisering og data om produktivitet og løft i produktivitet blandt andelshaverne.
  • Koble den værdiskabende historie til det asiatiske marked, der kan og vil købe kød af høj kvalitet.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle