Jeanette fik dagpenge-karantæne, da staten lukkede mandens minkfarm

Hvor er velfærdssamfundets sikkerhedsnet, når det gælder minkavlerne, spørger Jesper Vad Jensen. Hans kone røg i dagpenge-karantæne, da staten lukkede minkfarmen.

"Det der velfærdssamfund, - hvor velfungerede er det i grunden? Der er ikke et sikkerhedsnet, der griber os minkavlere. Det er frit fald!"

Minkavler Jesper Vad Jensen (49) fra Gredstedbro lægger ikke skjul på, at han er både vred og bitter.

Efter regeringens beslutning om, at han skulle afvikle minkfarmen, livsværket med de 20.000 mink, har han gjort alt for at opfylde myndighedernes krav og anvisninger.

Han har sammen med sin kone og tilkaldte familiemedlemmer arbejdet i døgndrift i mange dage for at få aflivet minkene til den fastsatte frist. Han har indsendt nøjagtige fakturaer til Fødevarestyrelsen for de mange dage, hvor ansatte og hele familien ’arbejdede livet ud af sig’ for at overholde fristen for at få tempo-bonussen på 30 kr. pr. mink.

Og de nåede det hele. De er godkendt, alt er talt op, alt er noteret ned. Fakturaer med arbejdstimer, handsker og benzin sendt ind til Fødevarestyrelsen.

"Vi har fulgt alle procedurer til punkt og prikke. Men vi har hverken fået tempobonus eller afregning for udført arbejde", siger Jesper Vad Jensen.

Han har intet hørt fra styrelsen ud over en bekræftelse på, at hans fakturaer er modtaget.

"Vi har ikke fået en krone".

Det sidste søm

Det, der i sidste omgang har fået bægeret til at flyde over for Jesper Vad Jensen, er den behandling, minkfarmens bedste medarbejder, Jeanette, har fået af ’systemet’ efter regeringens beslutning om at lukke deres fælles arbejdsplads.

Jeanette er også Jesper Vad Jensens kone, og hun har arbejdet fuld tid på minkfarmen i de sidste fire år, hele tiden med lønaftale for at sikre, at hun ville være berettiget til dagpenge, hvis der skete noget uforudset. Da den sidste mink var aflivet 16. november, var der derfor ingen diskussion: Jesper Vad Jensen fyrede Jeanette over morgen- kaffen.

Beskeden fra A-kassen kom bag på begge: Først efter tre uger ville hun være berettiget til dagpenge. Sådan er reglerne for medarbejdende ægtefæller med lønaftale i situationen.

"Jeg står med en virksomhed, der er fjernet fra landkortet af staten - det er ikke noget, jeg har bedt om. Jeg synes, det er urimeligt", siger Jesper Vad Jensen.

Skal betale regninger

Jesper er selv medlem af Arbejds- løshedskassen for selvstændige, ASE, men heller ikke han er berettiget til dagpenge, så længe han har et momsnummer - og det kan han af mange grunde ikke nedlægge på nuværende tidpunkt. Derfor har ægteparret i snart tre uger stået uden indtægtsgrundlag og uden kassekredit - kun med de personlige reserver.

"Regningerne får jeg jo stadigvæk - jeg skal betale afdrag, vand og strøm. Man hører, at julen i København bliver et kæmpe problem pga. nedlukning. Det kan godt være, men de kan da stadigvæk få mad og alt det, der hører julen til. Vi har ingen penge - der er ingen", siger Jesper Vad Jensen.

"De værdier, jeg havde, ligger i et hul i jorden oppe ved Holstebro".

Faktaboks

Bedre stillet ved konkurs

  • Medarbejdende ægtefæller med lønaftale får ikke udbetalt dagpenge i de første tre uger efter udtræden eller ophør af selvstændig virksomhed. Det fremgår af bekendtgørelse af lov om arbejdsløshedsforsikring.
  • Jeanette og Jesper Vad Jensen havde dermed været bedre stillet, hvis de var gået konkurs. Så skulle Jeanette kun have undværet dagpenge i én uge.
  • »Jeanette har ikke selv sagt op. Det er regeringen, der har lukket mig. Det har juristerne ikke forudset kunne ske, og det har jeg heller ikke selv. Jeg synes, det er urimeligt«, siger Jesper Vad Jensen. 

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle