Jeg har et unikt velfærdsprodukt med minimal gæld og maksimal egenkontrol

Med 800 års familiehistorie på Ulbækgaard har det krævet sin mand at omlægge bedriften fuldstændig efter egne ønsker. Den mand er Morten Ulbæk.

En frisk, syrlig duft breder sig fra den hjemmelavede kirsebærblanding, der spiller hovedrollen i 23-årige Morten Ulbæks nicheprodukt, kirsebærgrise.

»Jeg blander foderet med saften. Det giver fantastisk kød. Mere mørt og saftigt og uden den tunge eftersmag, man nogen gange kan få i grisekød«, stråler det ud af landmanden, der har satset på en lille produktion med højere salgspris på kødet. Saften bliver lavet med hele kirsebær fra Fynbo, vand og sukker. Intet andet.

»Der var ingen opskrift at gå efter, så jeg har selv fundet frem til blandingen. Den er superhemmelig, og der er patent på vej på mit koncept, der bl.a. sikrer meget lav fedtprocent på kødet. Det er vigtigt, at jeg får hele friske kirsebær, og de bær jeg får til grisene, kunne ligeså godt blive brugt til mennesker«, lyder det. Fedtet er også skåret fra på landbrugssiden, hvor han fokuserer benhårdt på grisene.

»Jeg har ingen planteavl, fordi jeg ikke kan se økonomi i det, men jeg dyrker selv græs til foder i sædskifte«, fortæller han.

Billig start, lille produktion

Morten Ulbæk etablerede sig i 2017 for kun 300.000 kroner ved at leje sin fars gård og holde investeringerne på et minimum.

»Jeg klarer mig med meget lidt her i starten. Jeg bygger alt, hvad jeg kan selv, og maskiner behøver jeg ikke mange af«, fortæller han og bevæger sig over den mudrede lerjord hen mod grisefoldene.

»Det var vigtigt for mig at kunne tjene penge uden at gå amok i udvidelser. Derfor tilføjer jeg grisene en ekstra værdi i min produktionsmetode«, forklarer den unge iværksætter. Han passerer hegnet til den mudrede fold, hvor de glade grise trasker rundt med udsigt til Vejlefjord, 144 kvadratmeter plads pr. gris med masser af mad og krølle på halen. Det sikrer en høj kostpris for grisene, som er vigtig i den lille økonomi.

»DB pr. gris er på 610 kroner, og på mine folde har jeg en årlig omsætning på 230.000 kroner pr. fold på 1,4 hektar, fordi jeg sælger alle grisene. Lille produktion gør, at jeg kan afsætte næsten alle grise til én kunde«, siger Morten Ulbæk siddende på hug, omringet af sine grise. Han understreger, at det ikke har været nemt, selvom han nu har fundet en aftager.

»Jeg ringede til næsten 30 slagtere og forsøgte at sælge dem min idé med afslag på afslag. Heldigvis kunne Gert Nielsen se det unikke i mit produkt, så han er ikke bare en kunde, men en kæmpe hjælp og en supervigtig samarbejdspartner«.

Fra hobbylandbrug til fuldtidsvirksomhed

I dag arbejder Morten Ulbæk fuldtid med at passe grisene og har en enkelt deltidsansat til hjælp. Men det er først for nylig, at tjansen kunne sikre brød på bordet uden en sidegesjæft.

»I starten stod jeg op og fodrede klokken tre om morgenen og kørte på arbejde som tagkonstruktør efter. Nu skal jeg heldigvis ikke koncentrere mig om andet end gården, men jeg arbejder stadig med andet end grisene«, siger han, mens de lyserøde grise falder til ro og graver sig ned i det gule halm på midten af folden.

»Det er jo en lille gård, så når grisene sover, skal der være mere at rive i. Jeg har selv renoveret og istandsat festlokaler på gården, hvor vi sammenlagt kan have 300 gæster. Det skal bygges op, men vi er godt i gang, og her er basis for en god forretning«, lyder det fra Morten Ulbæk, som selvfølgelig giver gæsterne muligheden for kirsebærgris på menuen, når de fester på Ulbækgaard.

Egen herre hele vejen

Selvom jorden lejes af faderen, er der ingen tvivl om. hvem der styrer landbruget i dag.

»Hvis jeg skal drive gården, så bliver du nød til at give mig fri udnyttelse af de rammer der er fik min far at vide fra starten. Det fungerer for os begge, og jeg tager selv ansvaret for alt, jeg laver«, siger han, og går tilbage mod gården, der har været i familien i 20 generationer.

»Jeg føler mig ikke presset til at blive på gården på grund af slægt, men jeg vil gøre alt for at lykkes her«.

3 gode råd:

  1. Elsk det du laver: Du skal kunne stå inde for alt, du foretager dig, og se en mening med det. Livet er for kort til at have et arbejde, man ikke elsker.
  2. Sats småt: Hvis du kan komme afsted med det, så lad være med at skabe en kæmpe gæld fra starten af din karriere. Det lægger mindre pres på dig og giver plads til at arbejde mere frit.
  3. Tag dig tid til andet: Husk at nyde andre ting end gården, selv om den trækker rigtig mange timer. Det giver kræfter til at yde endnu bedre, når arbejdet kalder.

5 år fra nu

  • Kirsebærgrise i hele verden: Jeg vil ikke producere mange flere grise, men kunne sende kød til Spanien og andre steder, hvor de gerne vil betale for fødevarer af højeste kvalitet. 
  • Arbejde i udlandet: Det er ikke givet, at jeg fortsætter her på gården. Jeg kunne godt finde på at tage til udlandet igen, hvis jeg ikke synes, det fulde potentiale kan udnyttes her.
  • Et andet specialprodukt: I fremtiden kan der blive plads til en ny type produkter. Det behøver ikke at være grise, men uanset hvad vil jeg altid arbejde med specielle nicheprodukter.

Årets Unge Landmand kåres af LandbrugsAvisen i samarbejde med L&F, LandboUngdom og Gjensidige Forsikring til Delegeretmøde 8. november.


FÅ START-UP GUIDEN "KOM GODT I GANG SOM LANDMAND" 

Overvejer du også at blive selvstændig landmand eller er du midt i processen? Hent vores start-up guide ”Kom god i gang som landmand” her og få inspiration til alle de mange små og store valg, du skal træffe, før du kan kalde dig selvstændig landmand.

Start-up guiden udgives af LandbrugsMedierne i samarbejde med Gjensidige og LMO.

Faktaboks

Blå bog

  • 1995: Født.
  • 2012: Rejser til Australien og arbejder med kvæg.
  • 2015: Faglært landmand med speciale i svin. 
  • 2016: Færdiguddannet agrarøkonom. 
  • 2016: Anden tur til Australien. 
  • 2017: Etablerer sig som selvstændig landmand.

Jeg er landmand, fordi

  • Det gør mig glad selv at styre, hvordan jeg arbejder
  • Jeg elsker dyr og natur
  • Intet er bestemt på forhånd. Alt kan ændre sig
  • Jeg kan være med til at rykke folks syn på, hvilke fødevarer man bør købe og spise 
  • Processen fra idé til virkelighed er forholdsvis hurtig, når jeg udvikler på mit produkt

Bedriften

  • 75 hektar lerjord.
  • Årlig produktion af 1.600 slagtegrise.
  • 144 kvadratmeter plads pr. gris på foldene. 
  • Halm og trækroner til tandpleje og aktivitet for grisene på alle folde.
  • Dyrker selv en del af grisenes foder.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle