Jernbjerggaard starter ny uddannelse til bæredygtig landmand

De seneste år er der startet massevis af nicheproduktioner indenfor fødevareerhvervet og nu kan fremtidens leverandører blive klædt på til succes på en ny uddannelse til bæredygtig landmand.

Iværksætteri, bæredygtighed og dyrevelfærd er nogle af de emner, som kommende elever på Jernbjerggaard, ZBC, kan blive klogere på, når uddannelsen til bæredygtig landmand starter til august, hvor Jernbjerggaard også omlægger produktionen til økologi.

"Vi vil gerne være med til at uddanne en ny generation af landmænd, der starter bæredygtige nicheproduktioner op. Den slags varer er der stor efterspørgsel på", fortæller Frederikke Tom-Petersen, der er områdeleder på Jernbjerggaard, ZBC. 

Landbrugsbranchen mangler uddannet arbejdskraft, men samtidig er det i dag meget svært at etablere sig som landmand, fordi de enkelte landbrugsproduktioner er blevet så store. Derudover pointerer Frederikke Tom-Petersen, at landbruget har behov for at udvikle sig i en mere klimavenlig og bæredygtig retning. 

"Vores elever vil derfor også blive undervist i, hvordan de bliver aktive medspillere på udviklingen i landbrugsbranchen, og hvordan de forholder sig innovativt til fremtidens landbrugsproduktioner", forklarer hun. 

Hele vejen rundt

De seneste år er der netop startet mange små nicheproduktioner op, der producerer med omtanke for miljø og klima, men mange af disse virksomheder får en unødvendig hård start, fordi de ikke har den faglige ballast, det kræver at blive selvstændig.

På uddannelsen til bæredygtig landmand vil eleverne derfor også få en meget bred palette af fag, fortæller Frederikke Tom-Petersen.

"Udover at eleverne skal lære om afgrøder og dyrehold, får de også praktisk træning og viden om eksempelvis afsætning og logistik, så de kommer hele vejen rundt om det at blive iværksætter", siger hun.

Skolen har desuden modtaget et legat fra Fonden for Entreprenørskab, som skal bruges til at give eleverne mulighed for at afprøve ideer til alternative landbrugsproduktioner på Jernbjerggaards eget landbrug.

Anerkendt økolog skal stå i spidsen for ny uddannelse

Randi Vinfeldt er en anset og respekteret økologisk griseproducent og formand for de økologiske griseproducenter i Økologisk Landsforening. Nu skal hun være med til at starte uddannelsen til bæredygtig landmand op og hun glæder sig til at give sin passion for bæredygtig produktion videre til eleverne. 

Randi Vinfeldt har været selvstændig landmand hele sit liv, men da hun så jobopslaget til ny faglærer på uddannelsen til bæredygtig landmand, var hun ikke i tvivl. Den stilling skulle hun have.

"Bæredygtighed, økologi, dyrevelfærd, innovation og nicheproduktion er præcis det, jeg brænder for. Og så har jeg altid gerne ville undervise og give noget af min erfaring videre", siger Randi Vinfeldt. 

Hun er aktiv i forskellige faglige sammenhænge inden for grise og økologi og for hende står det klart, at fremtiden for landbruget ikke ligger i at blive ved med at producere mere til billigere penge.  

"Tager vi svinebranchen, så har en svineavler gerne over 1000 søer i dag. Men vi vil gerne vise at mindre kan gøre det, når man anvender alternative produktionsmetoder", siger Randi Vinfeldt.

Randi Vinfeldt glæder sig til at vise eleverne vejen til at blive nicheproducent. Men derudover er det også vigtigt, at de får mulighed for at tage ejerskab til uddannelsen. 

"Jeg vil rigtig gerne, at eleverne selv er med til at deres uddannelse. Vil de arbejde med høns, særlige afgrøder eller noget helt tredje, er vi meget åbne overfor det", siger Randi Vinfeldt. 
 

Uddannelsen til bæredygtig landmand starter op 12. august på Jernbjerggaard. 
 

Faktaboks

  • Jernbjerggaard holder åbent hus torsdag 6. juni fra klokken 18.00 - 21.00. Her kan interesserede høre mere om uddannelsen, møde personalet og få en rundtur på gården og de tilhørerende faciliteter. Det vil også være muligt at smage på egen avl fra Jernbjerggaard, når der tændes op i grillen og tilberedes frilandsgris og kanin. Alle er velkomne. Tilmelding på www.zbc.dk
  • Det tager 4 år og 3 måneder at uddanne sig til bæredygtig landmand, og eleverne får løn under en del af deres uddannelse.
  • Uddannelsen til bæredygtig landmand ligger under samme bekendtgørelse og lov som andre landbrugsuddannelser, og eleverne opnår de samme formelle kvalifikationer som på enhver anden landbrugsuddannelse i Danmark. 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.