John Deere har lanceret den automatiske mejetærsker

John Deere har taget den elektroniske, selvtænkende heksekunst et skridt videre i den nye rotormejetærsker-serie, S700.

Hos John Deere kalder man selv den nye serie af rotormejetærskere, S700, for »den automatiske mejetærsker«, og noget er der om snakken, da S700 omfatter de sidste nye automatiske løsninger til høstarbejdet. Mange af ændringerne gør det nemmere for føreren, idet mejetærskeren selv kan foretage de nødvendige justeringer, mens den arbejder.

Den nye S700 er en videreudvikling af S600 serien, der kom på markedet i 2008 og fornyet i 2012. Den nye serie omfatter fem nye modeller, nemlig S760, S770, S780, S785 og S790. Serien er et resultat af mere end otte års indsats for at raffinere enkeltrotor-mejetærskeren. Under udviklingen har man taget kunder og fokusgrupper til hjælp, og det har ifølge John Deere medført betydelige forbedringer af maskinens ydeevne, førerens produktivitet og kernekvaliteten samt lavere driftsomkostninger.

Tænker selv

Et godt eksempel på automatiseringen er maskinens anden generation af ICA-systemet, Intelligent Combine Adjust, så maskinen selv kommer med forslag til justeringer under høstarbejdet. Når maskinens indstillinger af f.eks. fremkørselshastighed, kornkvalitet og spild samt renvare er optimeret med ICA, ændrer ICA2 automatisk indstillingerne, så den foruddefinerede kvalitet holdes konstant. Ifølge en undersøgelse, der er gennemført af universitetet i Göttingen i Tyskland, kan ICA i gennemsnit give 20 procent bedre udnyttelse af mejetærskerens indbyggede kapacitet.

»Hvis noget er nemt at bruge, bliver det brugt, og det er det, vi har opnået med denne nye mejetærsker i denne serie. Den fortjener betegnelsen den automatiske mejetærsker,« siger Chris Wigger, John Deeres vicepræsident for salg og markedsføring.

Nye skæreborde

Ud over mejetærskerne lancerer John Deere også de nye Premium Flow skæreborde i 700PF-serien med skærebredder fra 6,7 til 12,2 meter. De vil blive udstyret med 760 millimeter indføringssnegle, der med deres kapacitet kan håndtere store mængder materiale. Derudover er det nye skærebord med indføringsbånd model 700D undergået adskillige forandringer, så det kan bruges til høst af høj raps, herunder snegle i stor diameter, stærkere glidekoblinger og forbedrede tætninger.

Motorprogrammet er uændret. S700 serien har sekscylindrede motorer på 387, 455, 547, 579 og 625 hestekræfter.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle