"Jorden smuldrer perfekt til at lave gode såbed"

Hos Lars-Martin Kjøller blev vinterrapsen sået sidste uge i august, og planen er at så hybrid-vinterbyg inden 7. september. Hveden sås 10.-20. september.

"Vi mangler at høste hestebønner. Stænglerne er stadig lidt grønne, men jeg regner med, at vi kan høste i weekenden".

Sådan sagde Lars-Martin Kjøller, der ejer Store Kannikegaard ved Neksø på Bornholm, i mandags.

Han tilføjer, at han kun har fået ca. 30 mm. nedbør efter tørken, men at det er nok til, at lave gode såbed på den pløjefri jord.

"Jeg nedfældede 20 ton gylle pr. hektar forud for såningen af 50 hektar vinterraps. Jeg fik lavet et rigtig godt såbed. Det gjaldt også såbedet til de 14 hektar rajgræs til frø, som jeg såede i renbestand i weekenden", siger Lars-Martin Kjøller.

Forbuddet mod at bejdse rapsudsæden mod skadedyr har fået Lars-Martin Kjøller til at så fire kg alexandrinerkløver ud pr. hektar sammen med rapsen. Det håber han vil gøre, at rapsjordlopper og andre skadedyr ikke er så hårde ved rapsen. Udsåningen af alexandrinerkløver betyder dog, at han ikke kan bekæmpe ukrudt med Belkar i rapsen. Derfor har han sprøjtet med Kalif, Stomp og glyphosat tre dage efter såning. Senere bekæmpes spildkorn og græsukrudt med Kerb. Kamille bekæmpes med Galera til foråret.

Sår hybrid-vinterbyg

"Jeg har noget udsæd af hybrid-vinterbyg stående fra sidste efterår. Det regner jeg med at så inden 7. september", siger Lars-Martin Kjøller.

Han sår 60-70 kg udsæd pr. hektar. Udsæden er bejdset mod skadedyr, så risikoen for havrerødsot minimeres. Hvis vejret tillader det, sås vinterhveden 10.-20. september.

Udfordring her & Nu

  • Kalk: Sidst jeg tog jordprøver, viste analyserne, at vores tal er fine. Jeg kører derfor efter at vedligeholde et tilstrækkeligt reaktionstal, og skal i år sprede 300 ton kalk. Det sker ved hjælp af GPS.
  •  Dræning: Jeg har brugt de ideelle forhold til at reparere dræn. På en af mine marker blev jeg ret overrasket over, at der, på trods af tørken, stadig var vand omkring drænene i 80 cm dybde.

Faktaboks

  • Lars-Martin Kjøller, 52 år, driver Store Kannikegaard på 385 ha ren planteavl. En fast ansat og løs hjælp.
  • Hvor: Ved Neksø på Bornholm. Jordtypen varierer fra JB3 til JB8. Modtager en del gylle.
  • Afgrøder: Vinterraps, vinterhvede, triticale, vårbyg, grynhavre, hestebønner, alm. og ital. rajgræs til frø.
  • Praktiseret reduceret jordbearbejdning i over 20 år. På vej mod direkte såning og Conservation Agriculture.
  • En af 20 præcisionslandmænd i Landbrugsstyrelsens nye pilotprojekt med gradueret gødskning.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.