Jubelår i vente: Smågrisenoteringen går i rekord i ny prisprognose for 2020

Der er udsigt til meget høje smågrisepriser i ny prisprognose fra Danske Svineproducenter.

Smågriseproducenter kan se frem til et rekordår, hvis ellers en spritny prisprognose fra Danske Svineproducenters markedsanalytiker Markus Fiebelkorn holder, hvad den forudsiger.

Ifølge prognosen, der er opjusteret i forhold til den seneste prognose, står puljenoteringen til at ramme 525 kr. i gennemsnit for 2020, hvilket er et pænt stykke over det realiserede niveau i 2019.

Den tyske pendant, Nord-West-noteringen, har også udsigt til en prisrekord, da forventningen er 519,64 kr. for hele året.

Markus Fiebelkorn melder om en positiv situation på det europæiske svinemarked.

"Den grundlæggende situation på det europæiske grisemarked er fortsat positiv. Efter den tyske slagtesvinenotering ikke kunne nå milepælen på 2,00 euro efter sommermånederne, forblev den stabil på 1,85 euro i 12 uger. Det var lidt usædvanligt, fordi slagtesvinenoteringen plejer at falde fra september til november måned, men den enorme efterspørgsel efter svinekød i Asien trak prisen opad og udlignede således den sæsonmæssige nedtur i Europa".

Smågrisemarkedet er også præget af den udviklingen for slagtesvin.

"På smågrisemarkedet førte den positive udvikling af den tyske slagtesvinenotering til, at det sæsonmæssige opsving startede meget tidligt i år. Efter det overraskende skarpe prisfald i juli måned har smågrisenoteringer stabiliseret sig og begyndte at stige igen allerede i slutningen af oktober måned. Det viser, hvor knappe smågrise er på det europæiske marked for tiden. Den seneste stigning i den tyske slagtesvinenotering sørger for endnu mere luft under vingerne for de europæiske smågrisenoteringer", siger Markus Fiebelkorn.

Han betegner det som meget usandsynligt, at smågrisenoteringer vil falde fra nuværende niveauer i løbet af første halvår.

Dog er potentialet for yderligere stigninger begrænset, hvis de tyske slagterier ikke formår at opnå et markant højere prisniveau på hjemmemarkedet, der aftager den største del af tysk svinekød.

"Det mest realistiske scenario er derfor, at den tyske slagtesvinenotering vil holde sig stabil eller give lidt efter i de kommende par måneder. På smågrisemarkedet er der statistisk set fortsat prispotentiale til mindre prisstigninger, men det er mere sandsynligt, at også smågrisenoteringerne vil stabilisere sig i den nærmeste fremtid", anfører Markus Fiebelkorn.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle