Jubel hos DC: Kina åbner for danske pølser

Efter 10 års arbejde åbner Kina op for import af dansk varmebehandlet svinekød.

Fredag godkendte kinesiske myndigheder import af varmebehandlet grisekød fra Danmark. Det vil sige, at kineserne nu kan købe danske pølser, pålæg og skinke. 

"Kina stiller meget, meget høje krav til fødevaresikkerheden, og uden dygtige landmænd og en dygtig industri ville Danmark aldrig få denne mulighed. Det er en gevinst for os alle sammen, og det er helt i tråd med vores ønske om at fokusere på forædling af fødevarerne i Danmark, inden de sendes til udlandet, fordi det giver den største gevinst", siger Esben Lunde Larsen, miljø- og fødevareminister, i en pressemeddelse fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Danske myndigheder og landbruget har arbejdet for det i over 10 år. 

"Der kan sagtens vente et endnu større potentiale på sigt, når vi ser på, hvor meget kineserne har fået øjnene op for de danske fødevarer. Det er en historisk dag for de danske svineproducenter og slagterier. Det er især deres høje niveau af fødevaresikkerhed og kvalitet, der har sikret Danmark pladsen blandt de første lande i verden, der kan sælge varmebehandlet grisekød til kineserne", siger Karen Hækkerup, adm. direktør, Landbrug & Fødevarer, i pressemeddelse.

Det kan betyde en ekstra eksportindægt på op mod 250 mio. kr. om året. Derudover kan det give flere danske arbejdspladser, da produkterne kan forarbejdes i Danmark.

Tulip er klar

Tulip Food Company har længe været klar til at eksportere til Kina.

"Det er helt klart et gennembrud for dansk fødevareeksport. Kina er et enormt spændende marked, og vi har allerede aftaler på plads med partnere, der ønsker at forhandle vores produkter. Derfor har jeg en klar forventning om, at vi kan sende den første container afsted indenfor få uger", siger CEO Kasper Lenbroch, Tulip Food Company, i en pressemeddelelse fra Danish Crown.

Der bliver åbnet op for eksport af tre typer af varer: pølser og salami fra fabrikken i Svenstrup og konserves fra fabrikken i Vejle. 

Egen fabrik i Kina

Danish Crown har planer om at åbne en fabrik i Shanghai i 2019.

"I mine øjne vil Danish Crown-koncernen snart stå med et nærmest ideelt setup i Kina. En stor og indarbejdet eksport af fersk grisekød fra Danmark understøttes nu af varmebehandlede varer som pølser og konserves. Det komplementerer vi med lokal produktion på baggrund af danske råvarer, og så står vi altså rigtigt stærkt på dét, der på få år er blevet et af Danish Crowns vigtigste markeder", siger Jais Valeur, Group CEO, Danish Crown, i en pressemeddelse.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle