Juletræ købt på nettet: Levering fra skov til stue på under 24 timer

Hjemmeside tilbyder hurtig udbringning af juletræer overalt i Danmark.

Tina Hummelmose åbner døren til sin lejlighed på Amager. Udenfor står Jens Larsen med et juletræ på skulderen.

»Friskfældet fra Fyn. Vær så god«, siger Jens Larsen med et kæmpe smil og stiller træet på dørmåtten. Træet fældede han dagen før i sin juletræsplantage på Fyn. Og under 24 timer senere leverer han det på anden sal i et moderne lejlighedskompleks ikke ret langt fra Rådhuspladsen i København. Træet er det syttende i rækken af de over 30 træer, han den dag er rundt for at levere til firmaer, institutioner og private i københavnsområdet.

Fint træ i 13 år

Tina Hummelmose har bestilt og betalt træet på hjemme- siden www.juletrae.net. Hun har hverken bil eller kørekort, og hendes mand har heller ikke. For dem er det en praktisk måde at få juletræet i hus.

Det bekymrer hende ikke, at hun ikke selv har valgt træet. Hun pakker det heller ikke ud af nettet, inden Jens Larsen går, for lige at tjekke, om det nu også lever op til hendes forestillinger om et jule- træ.

»Vi har købt vores juletræ på nettet på hjemmesiden juletrae.net hvert år, siden vores datter blev født for 13 år siden. Og vi har altid fået et rigtig fint træ leveret«, fortæller Tina Hummelmose.

Hjemmesiden har eksisteret i 20 år. Dermed er den helt fra dengang, hvor det kun var få, der brugte internettet dagligt. Træerne kommer fra Jens Larsens egen plantage på Fyn, og salget på nettet er steget hvert eneste år siden starten og især på det seneste, fortæller Jens Larsen.

»Nethandlen er eksploderet i de senere år. Og selv om det for mange stadig er en barriere at købe et juletræ, de ikke har set og valgt, er der flere og flere, der gør det«, siger Jens Larsen.

Skulle uheldet være ude, og der er noget galt med et træ bestilt på juletrae.dk, får kunden pengene tilbage.

»Det eneste, vi kræver, er, at vi har fået juletræet retur senest 22. december. Så betaler vi pengene retur«, siger han.

Træer til hele landet

Jens Larsen er selv vokset op i en familie, der fældede deres eget juletræ. Han ved derfor alt om, hvor hyggeligt det kan være at fælde årets juletræ sammen. Derfor er det heller ikke den type kunder, han bejler til.

»Der er mange kundetyper. Nogle har måske for travlt til, at de vil bruge to eller tre timer på at fælde træet selv. Andre er dårligt gående, og nogle orker bare ikke selv at bære træet op på 5. sal. Det er dem, vi hjælper med at få et juletræ«, siger Jens Larsen.

Hvor mange træer, han sælger på nettet, ønsker han af konkurrencehensyn ikke at fortælle. Men han er godt tilfreds, og for to år siden begyndte han at levere træer i stort set hele Danmark.

I de første år kørte han kun træer ud i større byer som København, Aarhus og Odense. Men med det stigende salg er det også blevet muligt at levere i mindre byer. Samtidig har han indgået samarbejde med juletræsproducenter i de fjerneste dele af landet, så eksempelvis Nordjylland og Bornholm også er dækket ind.

Jens Larsen tager en fast pris for levering, uanset hvor i landet træet skal bringes ud. For træer op til tre meter koster levering 162,50 kr. Dertil kommer prisen på selve juletræet, der for en nordmannsgran på eksempelvis to meter er 415 kr.

Står på altanen i to uger

I sin lejlighed på Amager stiller Tina Hummelmose juletræet ud på altanen. Der skal det stå i ugerne op til juleaften.

»Jeg er allergisk over for et stof, der er i træets harpiks. Så det skal stå udenfor og dampe af, inden vi tager det ind i stuen«.

»I mellemtiden har vores to katte stor glæde af træet ude på altanen«, siger hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle