Jysk næstformand: "Omverdenen ser os som en flok gamle hanelefanter"

Den konkrete sag med krænkelser i Danbred fik ikke megen opmærksomhed. Det gjorde derimod manglen på diversitet i landbruget.

Det var ikke det nye nichedyr i dansk landbrug, der tonede frem på storskærmen på delegeretmøde. De tre store afrikanske hanelefanter symboliserede bare ifølge Ingrid van den Hengel fra LandboSyd den måde, som omverdenen ser på dansk landbrug. Stort set kun modne mænd på alle poster og ikke mindst en høj grad af genbrug.

"Der skal være større mangfoldighed i bestyrelserne, og vi skal turde tage nogle ind, som ikke bare ligner ’os’", sagde sagde Ingrid van den Hengel.

Mere end sure mænd

Inger Lauridsen fra Sydvestjysk Landboforening nævnte også den skæve kønsfordeling i landbruget. Et emne, som Berith Nissen fra Sønderjysk Landforening også tog op:

"Vi har brug for alle de hænder, vi kan få i landbruget, og vi er nødt til at fastholde også kvinderne. De kvinder, der allerede har valgt landbruget, skal værdsættes og accepteres. Alt det med krænkelser og mobning skal for enhver pris undgås, hvis vi vil gøre os håb om, at kvinder vil vælge landbruget".

"Det hjælper ikke noget, at vi ikke har ordentlige arbejdsforhold, for så er der ikke nogen, der vil være landmænd eller arbejde for os".

"Landbruget skal og bør ikke bare være sure gamle mænd. Vi skal invitere kvinderne indenfor, for de ved, hvad der sker i landbruget. Der er brug for dem i vores bestyrelser og repræsentantskaber".

Få et gratis tjek

Hvis man er i tvivl om, hvad der skal til for at få en ordentlig omgangstone på arbejdspladsen, nævnte Berith Nissen muligheden for at få en coach hjem på bedriften.

En mulighed, som viceformand Lone Andersen også understregede med et stående tilbud om et gratis coachbesøg til de første halvtreds landmænd, der meldte sig.

"Jeg synes, at så mange som muligt bør benytte sig af muligheden. Det er klart, at vi i landbruget skal og kan gøre det bedre".

"Der er masser af dygtige kvinder derude. Tag hjem og prik dem på skuldrene og fortæl dem, at vi gerne vil have dem med. Det gælder også for de unge af begge køn. Og alle jer, der allerede sidder i bestyrelserne, vil jeg opfordre til, at I skal være klar til at rykke rundt på mødetiderne, så kvinder også kan få tid til at være med", lød det fra Lone Andersen.

Emneord

Delegeretmøde 2021

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle