Jyske Bank har samlet set måtte nedskrive mindre end samme periode sidste år - til gengæld stammer en del fra landbruget.
Jyske Bank nedskriver i deres regnskab for første halvår 2015 for i alt 386 mio. kr.
"Heri indgår et ledelsesmæssigt skøn på 270 millioner kroner på grund af stigende renter og det forlængede importstop af danske varer til Rusland, der især rammer landbruget," siger ordførende direktør Anders Dam i en pressemeddelelse.
Nedskrivninger er dog mindre end samme periode sidste år, hvor banken nedskrev for 838 mio. kr.
Jyske Bank realiserede et nettoresultat før skat på 1803 millioner kroner. Det svarer til en forrentning af egenkapitalen på 13,1 procent.
Af regnskabet fremgår det også, at fusionsprocessen med BRF Kredit, der blev indledt i begyndelsen af 2014, forløber tilfredsstillende.
- Fusionen med BRF Kredit er samlet set foran planen, og der er i 2. kvartal gennemført IT-konvertering af BRF Kredit Bank til Jyske Bank, siger Anders Dam.
Der er pr. 30. juni ydet boliglån for 47 milliarder kroner i den forbindelse.
Det generelle udlån står næsten stille, men takket være en stigning i omfanget af boliglån er det lykkedes at hæve koncernens samlede udlån med 2,4 procent det seneste halve år.