Kæmpe minkfarm konkurs: Tre farme solgt kort før konkursen (opdateret)

En af Danmarks allerstørste minkavlere er erklæret konkurs. Det er Torben Madsen, der indtil for nylig var medejer af fire farme med 25.000 tæver.

Torben Madsen, en af Danmarks allerstørste minkavlere, er gået konkurs med selskaberne Madsen Mink ApS og T/P Mink I/S.

Han ejede selv selskabet Madsen Mink, og T/P Mink ejede han sammen med Paulius Valukynas. Tilsammen havde de 25.000 tæver på de fire farme ved Grindsted. 

Torben Madsen fortæller til landbrugsavisen.dk, at både han og Paulius Valukynas er gået personligt konkurs, efter at Jyske Bank indgav konkursbegæring 3. april 2020.

”Jeg er færdig. Jeg har ingenting tilbage,” siger Torben Madsen.

Han havde ellers bygget en lovende produktion op, siden han tilbage i 1987 i samarbejde med sin mor startede som minkavler med at købe 32 tæver. Senere overtog han hele besætningen og udvidede den år efter år, så antallet af tæver havde rundet 18.000 i Madsen Mink og 7.000 i T/P Mink, som han stiftede i samarbejde med sin førstemand gennem 18 år Paulius Valukynas.

Gennem årene har han solgt avlsdyr til avlere i både Danmark, Kina og Rusland.

Også SVIN, JUletræer og jord

Udover minkene havde Torben Madsen en svineproduktion med 550 søer og produktion af smågrise, halvanden mio. juletræer og cirka 700 hektar jord, hvor omkring 300 hektar blev solgt fra ”for at skabe balance i banken,” som Torben Madsen udtrykker det.

”Vi havde regnet med, at vi kunne ride stormen af, her hvor prisen på minkskind og juletræer er lave. Vores svineproduktion tegnede til et pænt overskud på 5-6 mio. kr. i år, og samtidig havde vi efterhånden rigtig mange juletræer klar til salg.”

”Men banken ville det anderledes. Vi var godt klar over, at vi manglede likviditet, men vi havde så mange værdier i både minkfarm, juletræer, jord og grise, at det kom som en stor overraskelse, da banken erklærede os konkurs,” siger Torben Madsen.

Tre farme solgt før konkursen

Tre af de fire farme blev solgt kort tid før konkursen. Ifølge landbrugsavisen.dk's kilder er køberne nogle af landets andre helt store minkavlere. Det drejer sig om farmene på Frodeslundvej 14-16, Kærbækvej 7 og Tingvej 350.

Minkfarmen på Bemsigvej 25 er derfor eneste farm, der indgår i konkursboet sammen med svineproduktionen og juletræsproduktionen, oplyser kurator Jan Bruun Jørgensen, advokatfirmaet Andersen Partners.

Ifølge CHR-registeret var der så sent som 20. marts 47.000 mink på farmen, hvoraf de 7.800 var tæver. I dag er der ingen mink på farmen, da minkene blev købt af de samme, som købte de tre andre farme.

Søn bliver driftsleder

Midt i mørket er det et lyspunkt for Torben Madsen, at hans 24-årige søn Peter Rud Madsen er blevet ansat som driftsleder på de tre solgte farme.

Hvad Torben Madsen selv skal lave nu, er han ikke klar over. I første gang hjælper han til med at afvikle og overdrage farmen til de nye ejere. 

”Derefter er jeg helt sikker på, at jeg nok skal finde noget andet at lave. Jeg har opbygget et stort landbrug, og jeg afleverer nogle fine farme til de nye ejere. Så mon ikke der er nogen, der kan bruge sådan en som mig”, spørger Torben Madsen.

Opdateret kl. 12.54: Det er kun minkfarmen, svineproduktionen og juletræsproduktionen på Bemsigej 25, der indgår i konkursboet.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle