Noteringen for tyske smågrise er hamret i bund med dagens prisudmelding.
Tyske smågrise er ramt af et historisk prisdyk.
Den tyske VEZG-smågrisenotering melder om et prisfald fra 446 kroner til 335 kroner. Det svarer til et prisfald på 25 procent på en uge.
Prisfaldet kommer i kølvandet på det overraskende store prisfald på slagtegrise i Tyskland i onsdags på 1,12 kroner pr. kilo.
- Sæsonæssigt begynder udbuddet at stige på smågrisemarkedet, men det er ikke usædvanligt. Den store udfordring består p.t. i, at det simpelthen ikke kan betale sig for mange slagtesvineproducenter at indsætte nye smågrise, lyder forklaringen fra Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter.
Som omkostningerne er i øjeblikket til foder og energi, er det ikke rentabelt at producere slagtegrise i forhold til den aktuelle notering.
Nulpunktet angives for de bedste tyske slagtegriseproducenter til cirka 15 kroner pr. kilo, mens niveauet er cirka 16-17 kroner pr. kilo for de fleste producenter.
- Den tyske slagtesvinenotering udgør imidlertid kun 1,80 euro (ca. 13,40 kroner) pr. kilo for tiden. Derfor er det ikke særlig overraskende, at mange slagtesvineproducenter p.t. er meget tilbageholdende med at købe nye smågrise, forklarer Markus Fiebelkorn den nuværende situation.
Han peger på, at den tyske slagtegrisenotering steg for hurtigt i februar og marts. Andre europæiske noteringer kunne ikke følge med. Den tyske notering for slagtegrise kom op i 14,50 kroner, mens den hollandske ramte 13,50 kroner for siden at falde tilbage til 12,80 kroner, alt imens den tyske notering var stabil. Det prisforhold resulterede i, at de tyske slagterier opkøbte grise fra Holland frem for at købe grise fra de tyske griseproducenter.
De tyske markedsinteressenter ser prisfaldene for de tyske noteringer som en midlertidig nedjustering, som altså ikke kunne undgås.
- Det er nu vigtigst, at de andre europæiske grisenoteringer ikke giver efter, og at det europæiske grisemarked således igen kommer i balance, fremhæver Markus Fiebelkorn.