Kæmpe overskud af øko-mælk i USA sælges som konventionel

Overskuddet af øko-mælk i USA kan nå op på 190 mio. liter i 2017, vurderer direktør for producentsammenslutning.

De amerikanske forbrugere drikker ganske vist en stigende andel økologisk mælk, men USAs mælkeproducenter har de seneste to år lagt om til økologi i så stor stil, at der i år kan ventes et overskud på hele 190 mio. liter øko-mælk i forhold til efterspørgslen.

Det vurderer Richard Mathews, direktør for Western Organic Dairy Producers Alliance, over for nyhedsbureauet Bloomberg.

En del af den overskydende øko-mælk sælges nu til en lavere pris uden øko-mærke, men noget simpelt hen bliver hældt ud.

I USA havde øko-drikkemælk 5,2 procent af markedet i 2016, en stigning fra 1,9 procent på ti år, og efterspørgslen på øko-mælk er stigende på trods af et generelt vigende mark for drikkemælk. Antallet af økologiske malkekøer i USA skønnes at være steget med ca 20 procent i løbet af de seneste to år. 

Sidste år var afregningen til farmeren for øko-mælk cirka 36,25 US-dollars pr. 100 pounds (45,45 liter) mod 19 dollar for konventionel mælk. På grund af den store overskudsproduktion har nogle øko-mælkeproducenter nu fået kvoter, hvor overskydende mælk afregnes til konventionel pris, ifølge Bloomberg.

I år ventes USAs samlede mælkeproduktion at stige med 2,3 procent til rekordhøje 136 mia. liter.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.