Kæmpe svinegård til salg for knap 100 mio. kr.

Bedriften Hurup Vestergaard med slagtesvin og store jordarealer er sat til salg for 98 mio. kr.

98 mio. kr. er den netto sum, en køber skal smide på bordet, hvis vedkommende vil overtage Hurup Vestergaard, der netop er sat til salg hos ejendomsmæglerfirmaet Evald Borup.

Med den store prisseddel kandiderer Hurup Vestergaard til at være en af de dyreste landbrugsejendomme, der er til salg netop nu. 

For de 98 mio. kr. medfølger en betydelig ejendom. 

Markerne er samlet, og der er 404 hektar agerjord, 20 hektar skov og resten udføres af natur og bygningsparceller. Totalt hører 441,1 hektar til ejendommen, men der er ifølge salgsopstillingen mulighed for eventuelt at indgå forpagtningsaftaler på yderligere 100 hektar.

På bedriften produceres 26.900 slagtesvin fordelt på to ejendomme. Den ene ejendom har vådfodring, den anden tørfodring. 

Foderblanderi og opbevaring af korn forefindes i et 1.200 ton planlager og to gange 750 ton amerikanersiloer. Der medfølger blandt andet stort maskinhus og opvarmet værksted samt halmhus.

Hovedbygningen på Hurup Vestergaard stikker ud fra normalen. Ifølge salgsopstillingen er der tale om en hovedbygning, hvor der virkelig er kræset om kvaliteten. 

Et generationsskifte

Sælger er 56-årige Claus Nørgaard og han fremhæver arronderingen på markerne som et af bedriftens højdepunkter.

"Det er fuldstændig som på de gamle godser, hvor markerne ligger helt tæt. Der er kun en km til den fjerneste og de ligger helt samlet. Der er to huller som jeg har forpagtet og det er også muligt fremadrettet", siger Claus Nørgaard til LandbrugsAvisen. 

Han har valgt at sælge nu som en form for generationskifte. 

"Jeg har altid sagt, at jeg ville sælge når jeg blev 60-år og det er jeg så ikke helt endnu, men det handler nok om at få tid til nogle andre ting. Jeg har vist haft mine timer", siger landmanden, der ikke er uddannet landmand, men universitetsuddannet økonom. 

"Jeg forlader dog ikke erhvervet helt. Jeg har stadig en anden ejendom, hvor jeg fortsat skal drive planteavl på 100 hektar", siger han. 

Ejendommen er købt i fri handel i 1988 og ligger ganske tæt på hans fødegaard, hvor hans mor stadig bor. Fødegården er dog placeret helt anderledes tæt på badebyen Øster Hurup.  

Claus Nørgaard fremhæver desuden at al ejendommens vand løber direkte i Kattegat og er tilsyneladende heller ikke ramt af fremtidige miljøkrav.

"Jeg synes vi har haft det dejligt herude og det er en rigtig dejlig ejendom, som jeg har haft i 33 år og jeg kommer da nok til at blive lidt rørt når den bliver solgt", siger Claus Nørgaard.

Hovedbygningen er fra 2008 og er på hele 615 kvadratmeter fordelt på to plan.

Til bedriften hører et par udlejningsmål, der er udlejet.

Se salgsopstillingen her.

Obs. Artiklen er opdateret kl. 16.50 med kommentarer fra Claus Nørgaard.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle