Kæmpevækst i brasiliansk svineproduktion kan påvirke markedsprisen indirekte

Brasiliens svineproduktion boomer og FAO/OECD venter en vækst på 259 procent fra 2017-2026.  Hjemmemarkedet er stort, men det kan indirekte påvirke danske priser.

Er det en katastrofe for danske svineproducenter at en af verdens største eksportører af svinekød  med de laveste omkostninger vækster med 259 procent, eller er det bare en normal del af udfordringerne på verdensmarkedet?

Ifølge Karsten Flemin, markedsanalytiker hos Landbrug & Fødevarer er det svært at vurdere betydningen af den brasilianske vækst.

»Vi mærker Brasilien mere og mere og møder dem nu på eksportmarkederne i Asien. Men USA er den store konkurrent«, siger han.

Samtidig peger han på, at der er god plads til vækst på et brasilianske hjemmemarked.

»De spiser ikke meget svinekød i dag, så der er stort vækstpotentiale dér«, siger han.

Han mener ikke, at den danske eksport af staldinventar og slagteriudstyr, nødvendigvis er med til at udkonkurrere dansk svineproduktion.

»De ville nok købe udstyret et andet sted, hvis de ikke kunne købe det her, og det bidrager til fødevareklyngens eksport«, siger han.

 

Indirekte prispres

Kenneth Lindhardt Madsen, afdelingsleder i handelspolitik og markedsadgang hos L&F, er også i tvivl om de konkrete effekter på danske producenter, hvis Brasiliens svineproduktion vokser 259 procent som FAO og OECD vurderer.

»Det kommer an på, hvordan handelsrelationerne udvikler sig på sigt«, siger han.

Mercosurlandene, som Brasilien tilhører, har presset på for at få større kvoter i EU, dog især på fjerkræ og oksekød.

Hans umiddelbare bud er, at de er et andet sted end dansk produktion, når det gælder kvalitet og veterinært stade og ikke spiller på de samme markeder, som danske svineeksportører.

»Men hvis de presser prisen i bund, kan det påvirke prisen på dansk kød indirekte«, erkender han.

 

Læs mere i LandbrugsAvisen i dag om den brasilianske vækst i landbrugsproduktionen, der boomer i både majs, svin, mejeri og soja.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle