Kødkvægformand tager afstand fra Mols-fotos: Sådan holder vi ikke kvæg i Danmark

Mols Laboratoriets tilgang til kvægdrift er langt fra almindelig landmandspraksis, mener formand for kødkvægsfolket.

Det er så langt væk fra den måde landmænd holder kvæg på i Danmark.

Sådan lyder formand for Dansk Kødkvæg Per Lynge Laursens reaktion på billederne og videoerne fra Mols Laboratoriet, hvor to køer tidligere på ugen blev jagtet af flere tyre, som ville parre sig med køerne.

Efter gentagende parringsforsøg blev tyrene skilt fra og siden skudt.

- Sådan holder vi simpelthen ikke kvæg i Danmark. I en kødkvægsbesætning ville man aldrig lade flere avlstyre gå sammen i samme flok. Der er kun én tyr per flok, og er der ikke en tyr, så er det fordi, at man inseminerer dyrene, forklarer Per Lynge Laursen.

Derfor falder det ham for brystet, når den kendte tv-vært og medlem af Dyreetisk Råd, Sebastian Klein, til flere medier har forklaret, at episoderne fra Mols Laboratoriet er helt naturlige og helt gængse i danske kvægbesætninger.

- Den udtalelses er jeg rystet over at høre. Sebastian Klein har via sin plads i Dyreetisk Råd en rådgivende funktion. Så er det skammeligt, at han ikke har styr på fakta, mener Per Lynge Laursen.

Dansk Kødkvæg bakker op om, at miljøministeren og fødevareministeren er kaldt i samråd i sagen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle