Kødskandalen spøger stadig: USA lukker ned for al import af brasiliansk oksekød

Den amerikanske fødevareminister Sonny Perdue har suspenderet al import af fersk oksekød fra Brasilien på grund af bekymring over fødevaresikkerheden.

Selvom de seneste måneder har været stille i sagen om den enorme kødskandale i Brasilien, hvor flere producenter i marts blev mistænkt for korruption og for at sælge fordærvet kød, ruller den nu så småt igen.

Nu har den amerikanske fødevareminister Sonny Perdue nemlig valgt at lukke helt ned for den amerikanske import af fersk brasiliansk oksekød.

Det skriver det amerikanske fødevaremedie GlobalMeatNews.
 

Afvist over 860 ton kød

Sagen fik en lang række lande til at lukke ned for importen af brasiliansk oksekød, men de amerikanske myndigheder har derimod inspiceret alle kødprodukter til landet.

Siden marts har det ført til, at 11 pct. (over 860 ton) af alle kødforsendelser til USA blev afvist ved grænsen, hvilket er markant højere end den typiske afvisningsrate på godt 1 pct. af kødprodukter fra resten af verden.

Det skyldtes bl.a. bekymring om fødevaresikkerhed og sanitære forhold. 

Det nuværende importforbud vil være i kraft indtil de brasilianske fødevaremyndigheder tager de skridt, som deres amerikanske kolleger finder tilfredsstillende, skriver GlobaltMeatNews.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle